Først og fremmest vil jeg gerne undskylde min larmende stilhed de sidste par måneder.
Der har været sket så meget, og som overskriften indikerer så kommer én ulykke sjældent alene.
I mit tilfælde har det så bare valgt at hagle ned over mig i stedet, fordi det er jo tusinde gange sjovere!...eller noget.
Først er jeg så skide dum - sådan virkelig dum med dum på - og stryge af Guffe med hovedet først ind i barrieren (tilsyneladende). Jeg kan bare huske, at jeg kunne mærke det var en afsidder og så sidder jeg pludselig i ridehusbunden og kigger først på hesten og derefter på min hjelm, med galopperende hovedpine.
Hvad jeg først fandt ud af bagefter, var at hjelmen rent faktisk var flækket både indvendig og udvendig.
Måtte da også en tur på skadestuen, og fik en observationsindlæggelse, hvor de mente at jeg var på benene efter nogle dage. Det var jeg så bare ikke, og måtte derfor en tur på skadestuen igen med samme resultat, selvom min læge havde bedt om en CT-scanning.
Liam og jeg bliver sendt til Fyn i en uges tid, for at René kan få fred.
Der gik en uge mere, og så fik jeg scanningen. Det er hermed bekræftet, at der ER en hjerne og den VIRKER! Så er det jo bare med at udnytte potentialet i det. Der var i hvert fald ikke noget at se. Super!
Så går det hverken værre eller bedre end at jeg bliver pishamrende syg, og kaster mavesyre op i halvandet døgn, inden jeg får ringet til vagtlægen en lørdag og kommer der op. Jeg bliver så indlagt - IGEN! - og får lagt drop og alt muligt. Havde det virkelig heller ikke godt. Min temperatur lå over 40.
Liam bliver fragtet til fyn, hvor han også bliver syg og må et par gange ind på OUH. Det var godt han var ovre ved farmor og farfar! René bliver også syg, og har fået kold lungebetændelse igen.
Da jeg så bliver udskrevet efter et par dage, kommer det næste. Jeg har ikke været hjemme i to dage, førend René vælger at flytte. Så var det blevet for meget for ham, og så må man jo tage det med. Det var sidste tirsdag. 6½ år - slut prut!
Så kære venner! Jeg kan nu også kalde mig singlemor oveni alt det andet. Jeg er stadig syg og har stadig hjernerystelse, hvilket jeg nok har et stykke tid endnu, og står nu alene med babyfyren, men han er nu ikke den værste at stå alene med.
René og jeg er nu altså også på talefod, så det er ikke helt skidt, og det vedbliver vi forhåbentlig også med at være. Liam er den store taber i det her, men jeg vil arbejde ihærdigt for at han bliver VINDEREN i stedet! Han skal i hvert fald ikke opleve det samme som mig, og det er både René og jeg 100% enige om.
Tilbage er der nu bare en masse kaos omkring økonomi, bil og hus, men vi bestræber os på at løse det i al mindelighed. Det er en hård omgang, som jeg godt kunne have været foruden, men jeg skal nok overleve ligesom alle de andre alenemødre rundt om i landet.
Og i stedet for at sætte mig ned og se det negative i alting og hvor uretfærdig verden er osv., så vælger jeg i stedet at se på alt det positive. Det er forår, det blomstrer, fuglene kvidre, det er dejligt vejr, mine to små pelsklumper er glade for at være i hinandens selskab igen og jeg har sådan en fin babyfyr!!
Ja, det er kun nogle få af de positive vibrationer jeg giver mig selv hver dag. Det skal nok gå alt sammen.
Jeg er bare røvforvirret, nervøs, bange og spiller på heeeeeele følelsesregistreret i disse dage.
Så fremover bliver bloggens indhold også omkring det at være alenemor, og når først jeg er kommet ind i en rytme, så er det vel egentlig ikke så slemt. Slet ikke når jeg bor i det landområde, hvor størstedelen af mine venner også bor lige i nærheden. Jeg er jo i virkeligheden dybt priviligeret! Det skal jeg bare lige huske...
Lige nu glæder jeg mig bare til at komme tilbage på arbejde, og til at komme op til mine dejlige kollegaer. Håber jeg kan begynde så småt på mandag.
(Og for en god ordens skyld - det har taget mig nogle dage at skrive dette indlæg. Små bidder, så går det hele.)
