Baggrunden: Graviditet + fødsel = KAOS!

Jeg fandt ud af, at jeg var gravid d. 8. marts 2012, da jeg for sjov tog en test omend jeg havde mine anelser. Stregen var MEGET svag, men jeg kunne dog ane den. 'Fuck! Hvad gør jeg nu?!' Det er min første tanke. Kalde på mand. Mand kigger på test. Mand ved ikke helt hvilken grimasse der kan passe, og vender og drejer denne her test. Til sidst siger han, at nu vidste han jo ikke hvordan den så ud INDEN jeg tog den så han var ikke sikker. Hm.

Dagen efter har jeg bestilt nogle tests over nettet, men kan selvfølgelig ikke vente og køber nogle på apoteket også. Hjem og urinere - som det så fint hedder - og jo! Ringe til mand på arbejdet. Stortude og sige 'den er blevet tydeligere!! *VRÆÆÆÆÆÆÆL*'
Og så levede vi lykkeligt til vores dages ende...eller noget!!

Hvad jeg altid havde fået fortalt var en dejlig tid, med lyserøde skyer og alt det der pladder, viste sig at blive startskuddet til...ja, det modsatte! Og hvor ville jeg dog ønske at jeg var i stand til at lukke ørerne!
Alle de skide dårlige klichéer kom flyvende i lind strøm, så jeg til sidst måtte spørge folk helt seriøst: Og hvad er det så lige HELT præcist jeg skal glæde mig til?? For ud fra de ting jeg får at vide, så er der absolut INTET at glæde sig til - og samtidig forsøger I at bilde mig ind at det er det mest fantastiske i verden!
Folk har kigget meget forfærdet på mig, når jeg har sagt det, og spurgt om jeg virkelig mente det. Og ja! Det jeg gjorde sgu! Hvorfor skulle de voldtage og voldsmadre min spinkle glæde over et lille nyt liv, som min kæreste og jeg rent faktisk havde ønsket os? Hver gang jeg fornemmede bare et glimt at forventningens glæde var der en eller anden der fik den pløjet grundigt i jorden igen!
Og da folk ikke kunne håndtere, at jeg sagde at jeg ikke glædede mig, så gav jeg i stedet folk en hvid løgn og sagde, at min mand nok glædede sig mere end jeg gjorde. Faktum var at det faktisk var sandt!

De kommende bedsteforældres glæde var til at tage og føle på.
Vi startede med min kærestes forældre, hvor vi var ovre weekenden inden påske.
Svigerfar græd af glæde, svigermor blev glad for derefter at gå i benægtelse, svigerinde lukkede helt af og Renés storebror var helt oppe og køre! Det var det vi kalder en MEGET underlig weekend!
Vi havde lige fortalt, at der kom en lille ny til familien, hvis alt gik som det skulle, og det blev ikke nævnt med et eneste ord hele weekenden. Jeg valgte at holde det for mig selv, og var dybt ulykkelig. Jeg læste det som om, at de ikke var glade alligevel. Vi havde godt nok også sagt, at de ikke skulle udbrede det til resten af verden før jeg var i uge 12, men alligevel...derfor kan man jo godt snakke om det indbyrdes.

Weekenden efter kom turen til min familie.
Vi var oppe til påskefrokost hos min ene storebror, og jeg havde så meget kvalme...og jeg var ved at tude hele tiden. Jeg var så nervøs for at skulle fortælle det, og anede ikke hvordan jeg skulle sige det.
Til sidst sagde René, at nu skulle jeg sige det - ellers gjorde han det! BUM!
Jeg stillede mig op foran familien, brød sammen og fortalte at vi skulle være forældre.
Det vakte glæde, men også den var til at overse - set fra mit perspektiv.
Senere på dagen tog vi ud til min far, som bor lige i nærheden af min storebror, fordi vi havde spurgt om om de ville passe vores hund, Seamróg, da min storebrors lille lejlighed ikke rigtig kunne rumme alle de hunde (5 stk!). Så fortalte vi min far det, som returnerede med 'jamen det er da dejligt'. Sådan.
Jo, jeg har været meget påvirket af hormonerne der fes rundt i kroppen, men endnu mere påvirket var jeg af folks reaktioner, som jeg forventede var lidt mere sprudlende. Dumt af mig, men lidt naiv er man vel.
Min mor og svigermor kom dog hurtigt på banen igen, og det var ikke rigtig til at sige hvem der glædede sig mest.

Selve graviditeten forløb problemfrit, sådan da. Hvis vi lige fraregner min fødselsdag. Hvis jeg er gravid igen på min fødselsdag, så bliver den simpelthen ikke holdt! Jeg er i forvejen temmelig sensitiv den dag, men sidste år gik det HELT galt. Jeg tudede næsten 12 timer i streg, og endte endda med at tude mig selv i søvn om aftnen, kun for at vågne og tage halvanden time mere. Så den 'succes' gentager vi helst ikke.

Vi vidste godt, at vi ville få et stort barn, hvilket scanningsdamerne også sagde. Hverken kæresten eller jeg er små mennesker. Baby var lidt rund om maven, men set i forhold til resten af barnet, så passede det fint sammen! Super!
Lige indtil man kommer ind til lægen, som kun fokusere på babys mave og ikke en skid andet.
Jeg ved ikke hvor meget jeg har tudet over de skide læger! Den ene gang snakkede jeg stortudende med min mor i halv time, på trods af at hun sad ovre i Irland og kunne gøre ikke ret meget, andet end at forsøge at trøste mig. Det skal nok lige siges, at jeg har min vægt i mod mig, så derfor var lægerne meget opmærksomme på mig. Lidt for opmærksomme. Især den ene var. Jeg blev hele tiden testet for sukker i urinen, og der var aldrig noget at komme efter.
Men udover at lægerne malede fanden på væggen for mig, så voksede baby jo ufortrødent videre.
I de sidste par måneder af min graviditet kunne jeg næsten ikke gå mere. Jeg havde ikke bækkenløsning, men jeg havde så ONDT i lysken. Jeg fandt ud af hvorfor, da ungen kom ud.
Jeg mærkede ikke voldsomt meget til ham, og slet ikke om natten. Ikke så jeg vågnede af det i hvert fald.

Så oprandt terminsdagen, d. 14. november...ingen baby.
D. 21. var jeg inde til at en overbårenhedsundersøgelse, hvor de lavede en hindeløsning, i håb om at det ville sætte noget i gang. JO TAK!
Ca. kl.0130 natten til d. 22. vågnede jeg ved at jeg hørte et ordentligt smæld!
Jeg overvejede om jeg skulle gå ud på toilettet, men gad ikke. Mærkede efter. Nej, jeg skulle sgu derud! Pis! Nå, op og sidde. Og der bliver jeg så klar over at det er vandet der var på vej til at gå.
Det var sådan lidt pest eller kolera. Blev jeg siddende ville min seng blive gennemblødt, ikke just et drømmescenarie, og rejste jeg mig op ville jeg oversvømme gulvet. Jeg valgte gulvet, og rejste mig, resulterende i at min stakkels lille hund fik fostervand ud over sig, for han lå på min side af sengen.
Hurtigt ud på toilet. Slappe af. Av...ve!....av!....ve! Tage tid. Shit! Kun 2-3 minutter i mellem. Tage den med ro og trække vejret. Tage lidt mere tid. Nej, den var god nok! Vække mand, og få ham til at ringe til fødegangen. Forsøge at komme i noget tøj. Få læsset babyudstyr og hund i bilen. Ringe til svigermor, som skulle passe Seamróg for os, mens jeg var i fødsel. Komme ind til Sønderborg ca. kl.0340. Vente på at mor og René får knævret færdig, mens veerne kommer blæsende. Kommer op på fødegangen, kun for at få at vide at jeg da egentlig ikke er udvidet noget endnu. FEDT! De tilbyder så at jeg kan komme hjem igen og få en sovecocktail eller jeg kan få en skud morfin, men så skal jeg blive der. Mand tager beslutning - jeg skal stikkes! Er pisse nåleangst! Men jeg overlevede...fik lidt mere søvn, selvom jeg nu stadig kunne mærke veerne.

Og det er så lige nu, at jeg skal sige, at jeg absolut INGEN tidsfornemmelse har af resten af dagen.
Den mistede jeg, da vandet gik, men det tidspunkt har jeg dog styr på! Men resten er noget jeg har læst mig frem til i journalen.

Men vi kommer senere ind på fødestuen, jeg kommer i vand, kommer op igen, arbejder med veerne, er i trance og registrere ikke ret meget omkring mig. René er der hele tiden. Hans tilstedeværelse er beroligende.
Da jeg har været i gang i 16-17 timer er der en jordemoder som siger til René, at han må tage en beslutning nu. Enten skal de lægge en epiduralieblokade nu, og kunne give vedrop og evt. lave et akut kejsersnit hvis det blev nødvendigt, eller også skulle vi se tiden an og håbe det bedste.
Problemstillingen lå i at jeg endnu ikke var fuldt udvidet, manglede to cm endnu og ungen var ikke gået med ned, og de var begyndt at blive bekymret. Jeg kommer til mig selv to sek. til lige at blive orienteret om hvad der sker, og siger bare at de kan gøre hvad de vil. Selve blokaden var ikke slem. Det der var slemt var at man overhovedet ikke må bevæge sig - heller ikke selvom der kommer veer. For filan der blev brølet igennem! Indtil da havde jeg næsten ikke sagt noget, men det var den eneste måde jeg kunne holde mig i ro på.
Blokaden bliver lagt, vedrop bliver givet for fuld smadder og jeg får lidt mad og lidt søvn, ditto mand. Aner ikke hvor meget søvn jeg fik, men det føltes kun som 10 minutter før end jeg kan mærke at veerne begynder at nive som en sindssyg igen! Det er nok de mest intense smerter jeg nogensinde har oplevet! Og der virkede blokaden altså ikke!! Selve pressefasen var vand ved siden af. Nøj det gør ondt! Jeg skriger, jeg tuder og alle mine kræfter er brugt op! Endelig kommer en jordemoder, med en studerende. Hun spørger om det er okay at den studerende kører løbet, med hende ved siden af, og jeg er fuldstændig kold. Den unge skal bare ud! NU!!!

Jeg bliver bedt om at presse, men jeg kan ikke mærke presseveerne, men der bliver trykket til. Jeg kan ikke trække vejret, så får iltmasken, men det kan jeg ikke finde ud af. Der er står en anden jordemoder oppe ved mit hoved på den ene side og René på den anden. Med deres hjælpe får jeg trukket vejret ordentlig...lige indtil de forsvinder ned i den anden ende. Så går jeg i panik og glemmer at trække vejret. De kommer tilbage, vejrtrækning går nogenlunde igen. Den studerende var knaldhamrende dygtig! Det skal hun sgu have! Nøj hun var god! Hun fik pisset mig så meget af, at jordemoderen oppe ved mit hoved pludselig siger 'og nu blev hun gal i hovedet!!' Jep! Jeg blev gal i hovedet, og projecterede det hele ned i presset. Og lige pludselig sagde det flup! Det var hovedet, og to sekunder efter kom resten af baby, som bliver kastet op til mig med det samme. Kl.23.58. Og PLING! Så var jeg vågen!
Da vi ikke vidste hvad det blev, spurgte jeg selvfølgelig om det. Det var en dreng. Mit næste spørgsmål virker nok besynderligt, men ikke desto mindre meget relevant i min verden - om han havde et numsehul! Og det havde han, for han havde lige skidt på mig. Hurra. Dejlig unge... -.-
Efterbyrden kommer, og de trykker lige resten af blodet ud.
Han bliver tørret, jeg bliver syet en lille smule og så falder der ro på. Men det er kortvarigt.

Lidt fakta om knægten:
Født torsdag d. 22. november 2012 kl.23.58 og var 58 cm og 5230 gram ved fødslen. Født naturligt og som stjernekigger efter 18 minutters presseveer.
Fødslen tog i det hele 22½ time.

Herfra begynder det for alvor at gå ned af bakke.
Amningen går i lort helt fra starten af! Efter princippet, at for mange kokke fordærver maden!
Jeg fik så mange retningslinjer, og hvis jeg prøvede et blev jeg bedt om at gøre noget andet, eller også blev man mopset over at jeg prøvede at gøre noget som jeg havde fået at vide af en tredje osv.
Derudover havde jeg hovedpine! Konstant og hele tiden og det blev værre og værre!
Jamen det var fordi jeg havde mistet så meget blod, så jeg skulle bare drikke masser af vand, og for alt i verden ikke cola eller andet med koffein i! Det var en af sygeplejerskerne. Senere kommer en læge ind, og siger at det kan være en spinalhovedpine, som følge af blokaden, og at jeg endelig bare skal drikke colaen René er kommet med til mig. Senere får jeg at vide af den samme sygeplejerske, at jeg altså ikke måtte drikke den cola! Jamen...?? Forvirret? Jo tak! Det var jeg i hvert fald!
Der går et par dage, før de rent faktisk acceptere at det ER en spinalhovedpine jeg har. Jeg kan ikke være nogen steder og jeg har ikke engang overskud til mit barn. Jeg kan ingenting! Jeg har bare ikke de typiske tegn for det. Fik så også at vide, at jeg altså var meget atypisk.
Søndag var jeg nede og får lavet et bloodpatch, hvor de går ind i rygraden igen for at sprøjte noget blod fra armen ind i det kammer, som de er kommet til at punktere. Nøj en lettelse! Jeg var helt ør i hovedet, og kunne lige pludselig mærke hvor ondt jeg havde i resten af kroppen!
Da jeg kom op på stuen igen, var familien nordfra der. Det kan jeg huske! Men jeg kan ikke rigtig huske at min farmor, nevø, storebror og mor var der om fredagen.

Vi kom hjem om tirsdagen, og skulle have en hverdag til at fungere.
Amningen var et rent helved for mig. Jeg syntes ikke det var sjovt, og jeg nød det slet ikke, men jeg var alt alt for stædig til at give op! Der blev ammet og pumpet indtil jeg ikke kunne overskue det mere.
Jeg græd mine salte tårer lige så snart Liam sov. Det skulle jo ikke gå ud over ham, at jeg havde det af helved til.
Jo længere tid der gik, jo værre blev det.

En dag var jeg faldet i søvn på sofaen, mens Liam sov i barnevognen ved siden af. Jeg vågnede ved at Liam græd, og jeg gik i VILD panik og skreg på René og græd som pisket, indtil jeg kom i tanke om at han jo var på arbejde. Okay. Træk vejret dybt ned - du kan godt! Jeg klarede det også, men sjovt var det ikke.
Derudover begyndte jeg at opleve, at jeg stod og betragtede mig selv ude fra. En vildt ubehagelig følelse!
Jeg begyndte at få dagsmareridt, hvilket er det samme som mareridt om natten - man er bare vågen.
Jeg 'drømte' at jeg tog Liam og smækkede ham ind i væggen eller kastede ham i gulvet, hvorefter jeg vågnede med et sæt og var skide bange, fordi det var så virkelighedstro, at jeg rent faktisk troede at jeg havde gjort det!! Det havde jeg gudskelov ikke. Han lå lige så stille i mine arme og sov.
Det oplevede jeg rigtig mange gange, og blev lige ulykkelig hver gang. Hvilken mor har sådanne tanker om sit nyfødte barn?? Dårlig mor! PUHA! AD!
Hver gang René ringede hjem til mig, for at høre hvordan det gik, så sad jeg bare og stortudede, fordi det som regel passede med at Liam sov. Jeg boede ude ved min mor i 14 dage op til jul, fordi René ikke kunne magte at jeg tudede så meget, og ikke kunne overskue os. Jeg kunne ikke selv overskue min tilværelse, så jeg bebrejder ham det ikke.
Da han så fik barsel kunne han jo se og mærke rigtig hvordan jeg rent faktisk havde det, hvilket han havde sagt hele tiden til omverdenen, men han havde bare fået at vide at det bare var hormoner. Det gik over. Men det gjorde det bare ikke. Inden han skulle starte på arbejde igen, fik han fat i sundhedsplejersken og sagde til hende, at hun skulle komme herud og det var NU!!! Sundhedsplejersken kunne med det samme se at den var helt gal, og fik mig til læge og René fik en liste over psykologer og begyndte at ringe rundt. Jeg vidste, at jeg var nødt til at kæmpe for det her! Jeg ville være rask igen! Jeg ville være glad og stærk! Jeg ville være mor for mit barn!

Jeg blev sygemeldt fra min barsel, som René overtog, for jeg var ikke i stand til at tage mig af knægten selv en hel dag. Min læge forsøgte at overbevise mig om, at jeg skulle på noget antidepressiv for at hjælpe mig op til overfladen. Der gik nogle måneder inden jeg gik med til det, men i dag er jeg glad for det. Jeg får en tilpas dosis, så jeg stadig føler mig i live, men det tager lige toppen af toppen og bunden af bunden.

Jeg er på vej frem, og gør hvad jeg kan for IKKE at se mig tilbage, for det nytter ikke noget alligevel.
Jeg kan ikke gøre det første halve år om, og jeg må bare leve med at jeg ikke rigtig kan huske noget.
Det kommer i brudstykker, og så hjælper det også at jeg har en masse billeder.