Om at føle sorg eller ikke

Ja, det lyder jo unægteligt som et umådeligt trist emne at tage fat i - at føle sorg. Det er det i og for sig også - og så alligevel ikke.

Jeg føler altid en vis sorg over min liv. Når jeg har det godt, så er det kun de små ting og så bider jeg som regel ikke mærke i det.

Når jeg har det skidt, så bliver jeg mindet om alle de ting, som jeg i princippet er 'gået glip af' på trods af at jeg har været i orkanens øje so to speak. Hvorfor? Fordi min hjerne ikke altid kan finde ud af, at jeg ikke skal have bunkeprygl bare fordi jeg er kommet under overfladen og ikke rigtig ved hvordan jeg kommer op igen. I stedet for prygler jeg mig selv halvt til døde over, at jeg, en overgang, ikke har været i stand til at tage mig af mit eget barn, at jeg aldrig har haft den der lille bitte baby, at jeg ikke har fået skrevet hans udvikling ned, at jeg ikke har haft overskud til at lave aftryk af hans hænder og fødder og hvad man nu ellers finder på...at jeg i bund og grund ikke kan huske en SKID af de første 6 måneder.

Det har absolut ikke hjulpet, at omverdenen har haft hamrende travlt med at fortælle mig, at jeg skulle NYDE mit barn NU, for det kommer aldrig tilbage! (Stress mig da endelig liiiige lidt mere!) At jeg skulle føle sorg over, at mit barn voksede og udviklede sig! Og gu vil jeg da ej, for nu at sige det lige ud!

Jeg klapper i mine små fede hænder hver eneste gang Liam kan noget nyt, og glæder mig over det!

Føler stoltheden rulle igennem mig som det frådende hav, fordi: Det betyder, at jeg i hvert fald gør et eller andet rigtigt. Det booster selvtilliden, det gør det altså. Hvis Liam stadig lå og var en grønsag, og ikke kunne noget som helst, så tror jeg nok lige at kommunen havde sagt 'HAPS! Ham snupper vi!'. 

Så nej. Hver gang min dreng kan noget nyt, så giver jeg mig selv et skulderklap!

Men derfor spørger jeg stadig mig selv om, hvorfor jeg skulle føle sorg over, at mit barn udvikler sig og bliver formet til et selvstændigt individ?

Hvis jeg skulle sætte mig ned og føle sorg over hver eneste dag der går, en dag vi aldrig vil få tilbage igen og som betyder at vi er et skridt nærmere vores endeligt, så kunne jeg jo ikke lave andet end at gå og tude i døgndrift og det gider jeg sådan set ikke. At jeg har ind i mellem har dage, hvor tråden knækker for mig, er en anden side af sagen. Det sker for alle.

Men hvorfor skal ens stolthed pilles ned, ved at folk skal trække en ind i fortiden? I mit tilfælde gør det det endnu sværere for mig, at komme fremad! En kamp jeg har kæmpet de sidste mange år, og som jeg muligvis er ved at vinde - 7-9-13. Hvis jeg står i stampe over at jeg ikke kan huske den første tid med min baby, så kommer jeg aldrig videre. Jeg kan ærger mig, og det er jeg så også lidt for god til, må jeg nok desværre erkende. Jeg ærger mig ikke over, at jeg ikke kan huske den første tid. Jeg har følt en kæmpe sorg over det, fordi jeg ved 100% at jeg ikke var til stede! 

F.eks.: En af mine brødre havde taget et billede af den lille familie dagen efter fødslen, og gav os det indrammet i julegave. Jeg blev rigtig glad for billedet, men har haft en periode hvor jeg ikke kunne kigge på det uden at stortude, fordi jeg vidste at jeg sådan set ikke var til stede da billedet blev taget. Det var kun en skal. Det blev bearbejdet ved psykologen, og i dag føler jeg hovedsagligt en stor glæde ved at se det. Måske fordi jeg ligesom har erkendt; okay, det var noget skidt at du ikke var til stede dengang, men det havde en årsag! Og hovedsagen er, Gitte Lund, at du er til stede nu! Du er her, og du er blevet stærkere.

Men det billede, sammen med alle de mange andre billeder jeg har taget, gør at jeg rent faktisk begynder at kunne huske mere og mere. Det ligger alt sammen lagret i hukommelsen. Det ligger bare gemt meget godt væk, og takket være billederne begynder jeg stille og roligt at kunne stykke den første tid sammen.

Derfor ærger jeg mig ikke mere over, at jeg ikke kan huske den første tid. Det kommer.

Nej, det som jeg for alvor ærger mig over, og til en vis grænse også føler lidt sorg over, er at jeg har været så langt væk, så alt det der med barnets bog, fod- og håndaftryk og hvad har vi alt, det har jeg ganske simpelt ikke haft overskud til at tænke på. Jeg har brugt al min energi på mit barn - og på at jeg skulle få det bedre. Jeg prøver på ikke at banke mig selv alt for meget, men det forhindrer mig ikke i at irritere mig voldsomt over det! Og så kan man sige, at så dårlig-tæsker jeg også mig selv for hårdt. Ja, men det er kun når jeg bliver mindet om at jeg ikke har fået det gjort. Det er så næste skridt, at jeg skal erkende at - igen - der har været en årsag! Jeg er ved at være der. Jeg er begyndt at vende det om, så jeg er ved at have overbevist mig selv om at det kan altid gøres nu, når Liam fylder 1 år i næste måned + jo mere jeg får gravet frem i erindringen, jo mere kan jeg naturligvis også huske af hans udvikling = win-win! Når jeg tænker over det på den måde, så får jeg også vendt det til noget positivt. Det kan vi godt lide!

Jeg har ligesom erkendt for længe siden, at jeg ikke laver babyer - jeg laver børn!

Det er jeg fint tilfreds med i dag. Når jeg ser billederne fra november/december sidste år, så bliver jeg nu altså lidt glad. Stor og fin babyfyr, som ligger og kigger på en med sine blå babyøjne...*smelte smelte*

Ak ja! Faktisk kan jeg slet ikke huske at han nogensinde har været 'lille'. Han åbnede øjnene 10 minutter efter han var blevet født, og allerede dagen efter begyndte han at nærstudere omgivelserne - altså det han kunne se af dem. Det jeg tænker med 'lille baby', er en en baby som i bund og grund er fuldstændig passiv den første måned eller to af sit liv. Det var Liam ikke ligefrem. Der var fuld knald på med det samme. Han kunne holde sit hoved selv inde for den første uge (selvom vi nu stadig støttede det), og smile bevidst gjorde han inden han var en måned gammel. Det er gået lidt stærkt på alle mulige måder, men det gør mig faktisk ikke noget. Faktisk håber jeg lidt, at den næste bliver lige sådan, for ja: Selvom jeg er bange for at jeg ryger ned igen, så skal Liam ikke være enebarn. Det har jeg alle dage sagt.

Så ja. Min pointe er, at sorg kan vendes til noget positivt, hvis man giver sig selv lov til det.

Hvis man siger til folk, at man nægter at føle sorg over at tiden går sin ubønhørlige gang, med hvad dertilhøre af konsekvenser, og tillader sig at give sig selv det skulderklap, som betyder, at jeg synes faktisk selv at jeg er god nok, så er man faktisk kommet et godt stykke vejen. Jeg gør det helt bogstaveligt. Giver mig selv et fysisk klap på skulderen og siger: 'Sådan! Du kan jo godt!' 

Det gør i hvert fald MIG rigtig glad!

Andet indlæg: Om at kunne rumme sig selv

Hold da op en god respons jeg fik på mit allerførste blog! Det er jo helt vildt!

Er stadig helt overrumplet, og vil gerne sige tusind tak for opbakningen!

Og jeg undskylder lige igen, hvis det er lidt rodet og hvis der er for mange gentagelser.

Som overskriften siger, så handler dagens indlæg om at kunne rumme sig selv.

Det er min opfattelse, at mange gange når vi mennesker klapper ned over et eller andet, så er det fordi vi ikke kan rumme det der sker - og måske mest af alt - at vi ikke kan rumme os selv i situationen.

Jeg var engang til et meget underholdende foredrag på mit arbejde, om det her med dialog.

Det var hylemorsomt, men også meget rigtigt. I diskussioner går man ofte i forsvarsposition, og bliver 'mudret' i ens tankegang, fordi man i den situation ikke kan rumme 'angrebet'. Og mange gange, når vi ikke kan rumme angrebet, så er det fordi vi ikke kan rumme os selv. Og allerede nu kommer vi til en meget vigtig pointe!

Hvis man ikke kan rumme sig selv, hvordan skal man så kunne rumme alt andet??

Det er en sætning jeg har brugt tit siden, for det er fuldkommen rigtigt og jeg kan samtidig mærke det.

I starten af min depression var jeg ude af stand til rumme Liam, og kunne ikke forholde mig til det var min unge. Alle de velmenende råd kunne jeg ikke rumme. Hjælp kunne jeg heller ikke rumme. Og værst af alt - jeg var HELT ude af stand til at rumme mig selv. Så først skridt i helingsprocessen blev, at jeg skulle være i stand til at rumme mig selv og så måtte det andet komme bagefter.

Det har været en sej proces, for jeg har aldrig været særlig god til at tage hensyn til mig selv.
Især i starten var det hårdt, fordi bedst som jeg sad og hyggede mig med knægten, så kunne jeg pludselig ikke rumme det mere og kunne slet ikke klare at have ham hos mig. Han skulle bare være alle andre steder end hos mig. Det kunne f.eks. give sig udslag ved, at jeg kunne sidde og kigge på knægten og pludselig overhovedet ikke kunne genkende ham, og bare tænke 'hvem fanden er du lige?! Og hvornår kommer dine forældre og henter dig?'
Så kunne jeg bare sidde og vente på, at hans forældre skulle komme og hente ham - og det gjorde jeg rent faktisk -, indtil jeg kom i tanke om at 'Pis! JEG er hans forælder!!' og SÅ gik jeg i panik! Ringe til René og stortude og slet ikke kunne overskue situationen, få ro på igen takket være René, trække vejret helt ned i maven og fortsætte hvor man slap. Der var jo ikke rigtig andet at gøre. Han kunne jo ikke ligge og skrige i flere timer indtil René kom hjem.
Det stunt lavede jeg så mange gange de første måneder, og det er virkelig ubehageligt ikke at kunne genkende sit barn og bare sidde passivt og vente på at han ville blive hentet.

Jeg har stadig dage, hvor jeg bedre kan rumme hverdagen end andre, men der hvor det især er kritisk er når René kommer hjem, og jeg bare har brug for at blive aflastet, så jeg kan komme til at koble lidt af i mit stakkels hoved. Det er nogle gange suverænt tarveligt af mig, at manden dårligt kan få lov til at komme ind af døren før jeg afsætter ungen, og trækker mig ind i mig selv for at få 5 minutters fred og lade op, og det bliver sjældent til mere end de 5 minutter, fordi han, altså manden, liiiiiige skal et eller andet hele tiden.
Man forstår ham jo godt. Har været på arbejde hele dagen, og kommer hjem til en sur og fraværende kæreste og en mellemfornøjet unge, som dog lyser op i det far kommer hjem. Så ville jeg også prøve at undslippe. (Men generelt, så er han nu altså sød til at overtage når han kommer hjem!!!)
Det er hårdt arbejde at skulle holde sit hoved på ret køl samtidig med, at man også skal være nærværende overfor sit barn. Det bliver så til lidt af en blanding for mig. Det kan jeg lige så godt indrømme, for jeg kan ikke holde ud at være på 110% en hel dag! Omend nogle dage går det bedre end andre.
For mig er det frygteligt at tænke på, og jeg har da også hørt engang i mellem at der er ikke noget der hedder, at man ikke kan holde sit barn ud. JO! Det er der så!
Når jeg har haft en eller to dage, hvor jeg har siddet med Liam fra morgen til aften, fordi manden har været ude og hjælpe andre efter arbejde, og ikke rigtig har kunne lave noget for mig selv, fordi han nogle gange ikke vil sove til middag, så klapper min hjerne altså til sidst sammen. Helt og aldeles! Min egen rummelighed svinder ind, og kan til sidst ikke engang rumme bare et hårstrå af mig selv. Det er her, hvor jeg føler mig helt palle-alene i verden og blive ked af det, og ikke rigtig ved hvad jeg skal stille op hverken Liam eller mig selv og kæmper som en besat for at komme op til overfladen igen. Det er de dage, hvor jeg kunne sætte mig ned og glo ind i en væg en hel dag, før jeg ville have energi nok til at tage mig sammen igen. Den går bare ikke, når lillemanden gerne vil have ens opmærksomhed og kræver at blive passet, hvad han selvfølgelig også bliver. Nogle gange er jeg bare mindre til stede end andre.

Nu hører jeg til typen der er meget selvanalyserende, og når jeg bliver ked af ingenting eller vred over lige lidt, eller kan mærke helt ned i maven at der er noget helt galt, så går jeg og mærker efter 'hvad er det der udløser det lige nu? Hvad er det der generer mig?'. Nogle gange finder jeg ud af det, andre gange gør jeg ikke, men det sjove er, at mange gange giver det mig faktisk energi til at fortsætte hvor jeg slap!
Får mig til at vågne op og være der for mit barn. Det vil du nok også opdage med tiden, at jeg tænker rigtig meget over tingene. Nogle gange mere logisk end andre.
Jeg støder tit på ting og situationer, som jeg slet ikke kan rumme i mit hovedet og det slår mig FULDSTÆNDIG ud af balance! Så skal jeg lige igennem hele følelsesregistreret førend jeg er i stand til at tænke klart igen, og så er vi også på banen igen! Det er noget jeg har accepteret, at jeg er nødt til, for jo hurtigere jeg kommer igennem registreret, jo hurtigere kan jeg rumme omverdenen igen.

En ting mere omkring ting man skal rumme... Jeg kan sige til ham, at jeg elsker ham. Det er jeg i stand til at forholde mig til, og er derfor også i stand til at rumme det. MEN! Jeg har det ærlig talt af helved til med at omtale ham som 'min søn', og jeg synes stadig det føles så hamrende kunstigt at det nærmest giver mig kvalme. Nogle gange siger jeg det alligevel, men jeg vil allerhelst sige 'babyfyr' eller 'min lille dreng' fordi det er jeg i stand til at forholde mig til.

Jeg har stadig svært ved at forholde mig til, som nævnt lidt længere oppe, at jeg rent faktisk ER mor og skal tage højde for en masse 'underlige' ting, såsom tøj, overtøj til de forskellige årstider både hjem til og til dagplejen, mad, bleer, sygdom, barnets udvikling osv. Selve ansvaret har jeg ikke noget i mod, men alle de praktiske ting har jeg svært ved at overskue. Det er ligesom når man er ved at ramme terminen, og man ikke har en skid styr på om man mangler noget eller ej. Det er nok der det kokser i mange gravides hoveder.
Herhjemme var vi ikke klar før en uge INDEN terminen. Der blev den famøse taske også pakket.
Man føler at man knalder panden mod muren igen og igen, fordi ens hjerne bare ikke kan tænke!
Jeg ved fra mig selv, at jeg også begynder at glemme ekstremt let, når jeg ikke kan overskue tingene.
F.eks. har jeg en fantastisk irriterende evne til at glemme hvad jeg var ved at sige midt inde i en sætning, til min mands store irritation, eller også har jeg glemt hvad jeg FIK sagt to sekunder efter jeg har sagt det.
Igen handler det om, at der er for mange ting der skal rummes, som der ganske simpelt ikke er plads til.

Jeg har desuden taget mig selv i mange gange, at læse noget eller høre om noget som er egnet til forældre med børn på div. aldrestrin, for så at tænke 'Ih! Hvorfor er det kun for børnefamilier?!', kun for at komme i tanke om at 'Nå ja! Det tæller jo sådan set også mig nu.'
Nogle gange ringer klokken ikke hos mig førend nogle andre påpeger det, når jeg brokker mig. Så sidder du nok også, ligesom mig, og tænker 'hold kæft hvor åndssvagt! Tænk at man kan glemme det...', men det gør jeg altså! Og det er så pinligt! Det er tåkrummende pinligt! Det fortjener virkelig dummeslag, men det hjælper bare ikke og det er så en meget god øvelse for mig i at være lidt sødere mod mig selv, og lade være med at blive sur på mig selv.
I bund og grund er det 'bare', uanset hvor forslået og øm man er, at bestige kræet igen, samle tøjlerne, rette ryggen, skuldrene tilbage og drive frem igen! På et eller andet tidspunkt, så fanger man tricket og tingene bliver nemmere end før og guess what - så kan man rent faktisk også blive siddende! Jeg ved ikke med dig, men det glæder jeg mig personligt til!

Første indlæg - om skyldfølelse

Ja, det her bliver så første indlæg på bloggen. Så må det briste eller bære.
Jeg håber, at jeg kan bryde et tabu og hjælpe andre. Du er velkommen til at stille spørgsmål.
Desuden undskylder jeg på forhånd, hvis det er lidt forvirret til at starte med. Jeg har tusinde tanker, og prøver at holde styr på dem alle sammen på sammen tid. Ikke særligt nemt. Og de kloge siger jo, at al begyndelse er svær.

Hvis du har læst det der står under fanerne, så kender du lidt af baggrundshistorien.
Kender du mig personligt, ja så kender du nok hele historien i forvejen.

Måske er du lige blevet mor (evt. igen?), og føler bare ikke den der store blændende kærlighed som alle taler om. Du føler dig unormal og ved siden af, og fortryder måske mange gange i løbet af en dag at du har indladt dig på det her. Til dig kan jeg bare sige: Du er IKKE alene!
Jeg er faktisk ret overrasket og rystet over så mange i min omgangskreds der har eller har haft en fødselsdepression - også uden jeg har vidst det.
De fleste af dem har heldigvis fået hjælp, enkelt har desværre ikke.

Min sundhedsplejerske spurgte mig, om jeg var interesseret i at komme i mødregruppe.
Det var jeg selvfølgelig, selvom det virkede dybt uoverskueligt, og lovede også at jeg spillede med åbne kort fra starten af.
Som sagt, så gjort. Jeg meldte ud allerførste gang at gruppen var samlet, at der ikke skulle tages særlige hensyn til mig eller listes rundt om mig på kattepoter eller noget, men at jeg sad med en fødselsdepression, så hvis jeg ikke kom en dag og de havde hørt noget, så var det fordi jeg ikke havde overskud til at forholde mig til det, og ikke fordi jeg ikke ville være sammen med dem.
Det er nok det bedste jeg har gjort i den forbindelse! De har været SÅ søde og hjælpsomme alle pigerne, så når de har kunne se på mig at min hjerne var ved at brænde sammen, så tog de lige Liam lidt for mig og fik beroliget mig. Skyldfølelsen er hver gang kommet snigende, for hvad er jeg for en mor, som ikke engang kan magte sin egen unge, når man er i byen, hvor de andre både kunne jonglere med deres egen + min.
Men jeg er faktisk dybt rørt over den støtte jeg har fået derfra...af, dengang, fremmede mennesker.
Selvfølgelig var jeg bange for at blive dømt, men jeg var også godt klar over at jeg ville skyde mig selv i foden ved ikke at spille med åbne kort. Det var jeg ikke interesseret i.
Der har da været et par gange, hvor jeg ikke har kunne overskue at have Liam med, og så derfor selv var taget afsted og René så kiggede efter Liam. Det skal der også være plads til, og så må man skyde skyldfølelsen ned i skoene. Du kan ikke bruge den til noget alligevel.

Jeg har mange gange haft mega meget skyldfølelse overfor min lille dreng, når jeg har siddet med ham, og han har smilet til mig og jeg så bare har rakt ham videre til René, for derefter at give mig til at stortude.
Eller når jeg har haft mine 'dagsmareridt'. Det er en FRYGTELIG følelse at sidde med, og man føler sig helt syg indvendigt og ville ønske man kunne grave sig ned! Man skammer sig over det, for det er et lille uskyldigt væsen vi snakker om her. Nyfødt og skrøbelig! Et lille mirakel! Hvis jeg havde gjort nogen af de ting, som jeg har 'drømt' jeg gjorde, så ville Liam højst sandsynlig ikke være her i dag, og den tanke er endnu mere klam og gør mig endnu mere flov, skamfuld og ulykkelig. Og det gør det selv den dag i dag, hvor jeg har det okay godt. Dagsmareridtene kommer stadig snigende af og til, men gudskelov ikke så tit mere.
Jeg har haft gjort en kæmpe indsats for at Liam ikke skulle mærke, at jeg havde det skidt for det var jo ikke hans fejl. Han har ikke bedt om at blive skabt. Det har båret frugt. Selvfølgelig har han kunne mærke noget, men han er ikke mærket af det på nogen måde, og det er jeg helt ærligt ret stolt af.

Jeg har også haft følt rigtig meget skyld over, at jeg ikke var i stand til at sige til mit barn at jeg elskede ham, og så rent faktisk også mene det! Det har taget mig næsten et år at komme så vidt, fordi jeg ikke har ville påtvinge mig selv det. Så bliver det bare kunstigt. Lige pludselig en dag kiggede jeg på ham, efter jeg havde lagt ham i seng, og sagde lige så stille 'jeg elsker dig, min lille babyfyr!'. Jeg blev helt overrasket over det selv, men kunne mærke at det var oprigtigt ment. Jeg mente det rent faktisk! WAUW! Det var en kæmpe sejr for mig! I dag går jeg aldrig fra ham, når det er mig der putter, uden at sige til ham at jeg elsker ham. Og jeg mener det hver eneste gang. Hvis jeg en dag ikke mener det, jamen så bliver det bare ikke sagt.

Man skal lade være med at føle skyld og skam over ikke at kunne magte det, men blot erkende det!
Gør man det, så er der også rigtig mange der vil hjælpe.
Som min læge så klogt sagde til mig: 'Jeg kan kun hjælpe dig, hvis du vil hjælpe dig selv! Vil du ikke det, så kan jeg intet gøre!' Og det har hun jo sådan set ganske ret i.