Er stadig helt overrumplet, og vil gerne sige tusind tak for opbakningen!
Og jeg undskylder lige igen, hvis det er lidt rodet og hvis der er for mange gentagelser.
Og jeg undskylder lige igen, hvis det er lidt rodet og hvis der er for mange gentagelser.
Som overskriften siger, så handler dagens indlæg om at kunne rumme sig selv.
Det er min opfattelse, at mange gange når vi mennesker klapper ned over et eller andet, så er det fordi vi ikke kan rumme det der sker - og måske mest af alt - at vi ikke kan rumme os selv i situationen.
Jeg var engang til et meget underholdende foredrag på mit arbejde, om det her med dialog.
Det var hylemorsomt, men også meget rigtigt. I diskussioner går man ofte i forsvarsposition, og bliver 'mudret' i ens tankegang, fordi man i den situation ikke kan rumme 'angrebet'. Og mange gange, når vi ikke kan rumme angrebet, så er det fordi vi ikke kan rumme os selv. Og allerede nu kommer vi til en meget vigtig pointe!
Hvis man ikke kan rumme sig selv, hvordan skal man så kunne rumme alt andet??
Det er en sætning jeg har brugt tit siden, for det er fuldkommen rigtigt og jeg kan samtidig mærke det.
I starten af min depression var jeg ude af stand til rumme Liam, og kunne ikke forholde mig til det var min unge. Alle de velmenende råd kunne jeg ikke rumme. Hjælp kunne jeg heller ikke rumme. Og værst af alt - jeg var HELT ude af stand til at rumme mig selv. Så først skridt i helingsprocessen blev, at jeg skulle være i stand til at rumme mig selv og så måtte det andet komme bagefter.
Det har været en sej proces, for jeg har aldrig været særlig god til at tage hensyn til mig selv.
Især i starten var det hårdt, fordi bedst som jeg sad og hyggede mig med knægten, så kunne jeg pludselig ikke rumme det mere og kunne slet ikke klare at have ham hos mig. Han skulle bare være alle andre steder end hos mig. Det kunne f.eks. give sig udslag ved, at jeg kunne sidde og kigge på knægten og pludselig overhovedet ikke kunne genkende ham, og bare tænke 'hvem fanden er du lige?! Og hvornår kommer dine forældre og henter dig?'
Så kunne jeg bare sidde og vente på, at hans forældre skulle komme og hente ham - og det gjorde jeg rent faktisk -, indtil jeg kom i tanke om at 'Pis! JEG er hans forælder!!' og SÅ gik jeg i panik! Ringe til René og stortude og slet ikke kunne overskue situationen, få ro på igen takket være René, trække vejret helt ned i maven og fortsætte hvor man slap. Der var jo ikke rigtig andet at gøre. Han kunne jo ikke ligge og skrige i flere timer indtil René kom hjem.
Det stunt lavede jeg så mange gange de første måneder, og det er virkelig ubehageligt ikke at kunne genkende sit barn og bare sidde passivt og vente på at han ville blive hentet.
Jeg har stadig dage, hvor jeg bedre kan rumme hverdagen end andre, men der hvor det især er kritisk er når René kommer hjem, og jeg bare har brug for at blive aflastet, så jeg kan komme til at koble lidt af i mit stakkels hoved. Det er nogle gange suverænt tarveligt af mig, at manden dårligt kan få lov til at komme ind af døren før jeg afsætter ungen, og trækker mig ind i mig selv for at få 5 minutters fred og lade op, og det bliver sjældent til mere end de 5 minutter, fordi han, altså manden, liiiiiige skal et eller andet hele tiden.
Man forstår ham jo godt. Har været på arbejde hele dagen, og kommer hjem til en sur og fraværende kæreste og en mellemfornøjet unge, som dog lyser op i det far kommer hjem. Så ville jeg også prøve at undslippe. (Men generelt, så er han nu altså sød til at overtage når han kommer hjem!!!)
Det er hårdt arbejde at skulle holde sit hoved på ret køl samtidig med, at man også skal være nærværende overfor sit barn. Det bliver så til lidt af en blanding for mig. Det kan jeg lige så godt indrømme, for jeg kan ikke holde ud at være på 110% en hel dag! Omend nogle dage går det bedre end andre.
For mig er det frygteligt at tænke på, og jeg har da også hørt engang i mellem at der er ikke noget der hedder, at man ikke kan holde sit barn ud. JO! Det er der så!
Når jeg har haft en eller to dage, hvor jeg har siddet med Liam fra morgen til aften, fordi manden har været ude og hjælpe andre efter arbejde, og ikke rigtig har kunne lave noget for mig selv, fordi han nogle gange ikke vil sove til middag, så klapper min hjerne altså til sidst sammen. Helt og aldeles! Min egen rummelighed svinder ind, og kan til sidst ikke engang rumme bare et hårstrå af mig selv. Det er her, hvor jeg føler mig helt palle-alene i verden og blive ked af det, og ikke rigtig ved hvad jeg skal stille op hverken Liam eller mig selv og kæmper som en besat for at komme op til overfladen igen. Det er de dage, hvor jeg kunne sætte mig ned og glo ind i en væg en hel dag, før jeg ville have energi nok til at tage mig sammen igen. Den går bare ikke, når lillemanden gerne vil have ens opmærksomhed og kræver at blive passet, hvad han selvfølgelig også bliver. Nogle gange er jeg bare mindre til stede end andre.
Nu hører jeg til typen der er meget selvanalyserende, og når jeg bliver ked af ingenting eller vred over lige lidt, eller kan mærke helt ned i maven at der er noget helt galt, så går jeg og mærker efter 'hvad er det der udløser det lige nu? Hvad er det der generer mig?'. Nogle gange finder jeg ud af det, andre gange gør jeg ikke, men det sjove er, at mange gange giver det mig faktisk energi til at fortsætte hvor jeg slap!
Får mig til at vågne op og være der for mit barn. Det vil du nok også opdage med tiden, at jeg tænker rigtig meget over tingene. Nogle gange mere logisk end andre.
Jeg støder tit på ting og situationer, som jeg slet ikke kan rumme i mit hovedet og det slår mig FULDSTÆNDIG ud af balance! Så skal jeg lige igennem hele følelsesregistreret førend jeg er i stand til at tænke klart igen, og så er vi også på banen igen! Det er noget jeg har accepteret, at jeg er nødt til, for jo hurtigere jeg kommer igennem registreret, jo hurtigere kan jeg rumme omverdenen igen.
En ting mere omkring ting man skal rumme... Jeg kan sige til ham, at jeg elsker ham. Det er jeg i stand til at forholde mig til, og er derfor også i stand til at rumme det. MEN! Jeg har det ærlig talt af helved til med at omtale ham som 'min søn', og jeg synes stadig det føles så hamrende kunstigt at det nærmest giver mig kvalme. Nogle gange siger jeg det alligevel, men jeg vil allerhelst sige 'babyfyr' eller 'min lille dreng' fordi det er jeg i stand til at forholde mig til.
Jeg har stadig svært ved at forholde mig til, som nævnt lidt længere oppe, at jeg rent faktisk ER mor og skal tage højde for en masse 'underlige' ting, såsom tøj, overtøj til de forskellige årstider både hjem til og til dagplejen, mad, bleer, sygdom, barnets udvikling osv. Selve ansvaret har jeg ikke noget i mod, men alle de praktiske ting har jeg svært ved at overskue. Det er ligesom når man er ved at ramme terminen, og man ikke har en skid styr på om man mangler noget eller ej. Det er nok der det kokser i mange gravides hoveder.
Herhjemme var vi ikke klar før en uge INDEN terminen. Der blev den famøse taske også pakket.
Man føler at man knalder panden mod muren igen og igen, fordi ens hjerne bare ikke kan tænke!
Jeg ved fra mig selv, at jeg også begynder at glemme ekstremt let, når jeg ikke kan overskue tingene.
F.eks. har jeg en fantastisk irriterende evne til at glemme hvad jeg var ved at sige midt inde i en sætning, til min mands store irritation, eller også har jeg glemt hvad jeg FIK sagt to sekunder efter jeg har sagt det.
Igen handler det om, at der er for mange ting der skal rummes, som der ganske simpelt ikke er plads til.
Jeg har desuden taget mig selv i mange gange, at læse noget eller høre om noget som er egnet til forældre med børn på div. aldrestrin, for så at tænke 'Ih! Hvorfor er det kun for børnefamilier?!', kun for at komme i tanke om at 'Nå ja! Det tæller jo sådan set også mig nu.'
Nogle gange ringer klokken ikke hos mig førend nogle andre påpeger det, når jeg brokker mig. Så sidder du nok også, ligesom mig, og tænker 'hold kæft hvor åndssvagt! Tænk at man kan glemme det...', men det gør jeg altså! Og det er så pinligt! Det er tåkrummende pinligt! Det fortjener virkelig dummeslag, men det hjælper bare ikke og det er så en meget god øvelse for mig i at være lidt sødere mod mig selv, og lade være med at blive sur på mig selv.
I bund og grund er det 'bare', uanset hvor forslået og øm man er, at bestige kræet igen, samle tøjlerne, rette ryggen, skuldrene tilbage og drive frem igen! På et eller andet tidspunkt, så fanger man tricket og tingene bliver nemmere end før og guess what - så kan man rent faktisk også blive siddende! Jeg ved ikke med dig, men det glæder jeg mig personligt til!
Især i starten var det hårdt, fordi bedst som jeg sad og hyggede mig med knægten, så kunne jeg pludselig ikke rumme det mere og kunne slet ikke klare at have ham hos mig. Han skulle bare være alle andre steder end hos mig. Det kunne f.eks. give sig udslag ved, at jeg kunne sidde og kigge på knægten og pludselig overhovedet ikke kunne genkende ham, og bare tænke 'hvem fanden er du lige?! Og hvornår kommer dine forældre og henter dig?'
Så kunne jeg bare sidde og vente på, at hans forældre skulle komme og hente ham - og det gjorde jeg rent faktisk -, indtil jeg kom i tanke om at 'Pis! JEG er hans forælder!!' og SÅ gik jeg i panik! Ringe til René og stortude og slet ikke kunne overskue situationen, få ro på igen takket være René, trække vejret helt ned i maven og fortsætte hvor man slap. Der var jo ikke rigtig andet at gøre. Han kunne jo ikke ligge og skrige i flere timer indtil René kom hjem.
Det stunt lavede jeg så mange gange de første måneder, og det er virkelig ubehageligt ikke at kunne genkende sit barn og bare sidde passivt og vente på at han ville blive hentet.
Jeg har stadig dage, hvor jeg bedre kan rumme hverdagen end andre, men der hvor det især er kritisk er når René kommer hjem, og jeg bare har brug for at blive aflastet, så jeg kan komme til at koble lidt af i mit stakkels hoved. Det er nogle gange suverænt tarveligt af mig, at manden dårligt kan få lov til at komme ind af døren før jeg afsætter ungen, og trækker mig ind i mig selv for at få 5 minutters fred og lade op, og det bliver sjældent til mere end de 5 minutter, fordi han, altså manden, liiiiiige skal et eller andet hele tiden.
Man forstår ham jo godt. Har været på arbejde hele dagen, og kommer hjem til en sur og fraværende kæreste og en mellemfornøjet unge, som dog lyser op i det far kommer hjem. Så ville jeg også prøve at undslippe. (Men generelt, så er han nu altså sød til at overtage når han kommer hjem!!!)
Det er hårdt arbejde at skulle holde sit hoved på ret køl samtidig med, at man også skal være nærværende overfor sit barn. Det bliver så til lidt af en blanding for mig. Det kan jeg lige så godt indrømme, for jeg kan ikke holde ud at være på 110% en hel dag! Omend nogle dage går det bedre end andre.
For mig er det frygteligt at tænke på, og jeg har da også hørt engang i mellem at der er ikke noget der hedder, at man ikke kan holde sit barn ud. JO! Det er der så!
Når jeg har haft en eller to dage, hvor jeg har siddet med Liam fra morgen til aften, fordi manden har været ude og hjælpe andre efter arbejde, og ikke rigtig har kunne lave noget for mig selv, fordi han nogle gange ikke vil sove til middag, så klapper min hjerne altså til sidst sammen. Helt og aldeles! Min egen rummelighed svinder ind, og kan til sidst ikke engang rumme bare et hårstrå af mig selv. Det er her, hvor jeg føler mig helt palle-alene i verden og blive ked af det, og ikke rigtig ved hvad jeg skal stille op hverken Liam eller mig selv og kæmper som en besat for at komme op til overfladen igen. Det er de dage, hvor jeg kunne sætte mig ned og glo ind i en væg en hel dag, før jeg ville have energi nok til at tage mig sammen igen. Den går bare ikke, når lillemanden gerne vil have ens opmærksomhed og kræver at blive passet, hvad han selvfølgelig også bliver. Nogle gange er jeg bare mindre til stede end andre.
Nu hører jeg til typen der er meget selvanalyserende, og når jeg bliver ked af ingenting eller vred over lige lidt, eller kan mærke helt ned i maven at der er noget helt galt, så går jeg og mærker efter 'hvad er det der udløser det lige nu? Hvad er det der generer mig?'. Nogle gange finder jeg ud af det, andre gange gør jeg ikke, men det sjove er, at mange gange giver det mig faktisk energi til at fortsætte hvor jeg slap!
Får mig til at vågne op og være der for mit barn. Det vil du nok også opdage med tiden, at jeg tænker rigtig meget over tingene. Nogle gange mere logisk end andre.
Jeg støder tit på ting og situationer, som jeg slet ikke kan rumme i mit hovedet og det slår mig FULDSTÆNDIG ud af balance! Så skal jeg lige igennem hele følelsesregistreret førend jeg er i stand til at tænke klart igen, og så er vi også på banen igen! Det er noget jeg har accepteret, at jeg er nødt til, for jo hurtigere jeg kommer igennem registreret, jo hurtigere kan jeg rumme omverdenen igen.
En ting mere omkring ting man skal rumme... Jeg kan sige til ham, at jeg elsker ham. Det er jeg i stand til at forholde mig til, og er derfor også i stand til at rumme det. MEN! Jeg har det ærlig talt af helved til med at omtale ham som 'min søn', og jeg synes stadig det føles så hamrende kunstigt at det nærmest giver mig kvalme. Nogle gange siger jeg det alligevel, men jeg vil allerhelst sige 'babyfyr' eller 'min lille dreng' fordi det er jeg i stand til at forholde mig til.
Jeg har stadig svært ved at forholde mig til, som nævnt lidt længere oppe, at jeg rent faktisk ER mor og skal tage højde for en masse 'underlige' ting, såsom tøj, overtøj til de forskellige årstider både hjem til og til dagplejen, mad, bleer, sygdom, barnets udvikling osv. Selve ansvaret har jeg ikke noget i mod, men alle de praktiske ting har jeg svært ved at overskue. Det er ligesom når man er ved at ramme terminen, og man ikke har en skid styr på om man mangler noget eller ej. Det er nok der det kokser i mange gravides hoveder.
Herhjemme var vi ikke klar før en uge INDEN terminen. Der blev den famøse taske også pakket.
Man føler at man knalder panden mod muren igen og igen, fordi ens hjerne bare ikke kan tænke!
Jeg ved fra mig selv, at jeg også begynder at glemme ekstremt let, når jeg ikke kan overskue tingene.
F.eks. har jeg en fantastisk irriterende evne til at glemme hvad jeg var ved at sige midt inde i en sætning, til min mands store irritation, eller også har jeg glemt hvad jeg FIK sagt to sekunder efter jeg har sagt det.
Igen handler det om, at der er for mange ting der skal rummes, som der ganske simpelt ikke er plads til.
Jeg har desuden taget mig selv i mange gange, at læse noget eller høre om noget som er egnet til forældre med børn på div. aldrestrin, for så at tænke 'Ih! Hvorfor er det kun for børnefamilier?!', kun for at komme i tanke om at 'Nå ja! Det tæller jo sådan set også mig nu.'
Nogle gange ringer klokken ikke hos mig førend nogle andre påpeger det, når jeg brokker mig. Så sidder du nok også, ligesom mig, og tænker 'hold kæft hvor åndssvagt! Tænk at man kan glemme det...', men det gør jeg altså! Og det er så pinligt! Det er tåkrummende pinligt! Det fortjener virkelig dummeslag, men det hjælper bare ikke og det er så en meget god øvelse for mig i at være lidt sødere mod mig selv, og lade være med at blive sur på mig selv.
I bund og grund er det 'bare', uanset hvor forslået og øm man er, at bestige kræet igen, samle tøjlerne, rette ryggen, skuldrene tilbage og drive frem igen! På et eller andet tidspunkt, så fanger man tricket og tingene bliver nemmere end før og guess what - så kan man rent faktisk også blive siddende! Jeg ved ikke med dig, men det glæder jeg mig personligt til!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar