Første indlæg - om skyldfølelse

Ja, det her bliver så første indlæg på bloggen. Så må det briste eller bære.
Jeg håber, at jeg kan bryde et tabu og hjælpe andre. Du er velkommen til at stille spørgsmål.
Desuden undskylder jeg på forhånd, hvis det er lidt forvirret til at starte med. Jeg har tusinde tanker, og prøver at holde styr på dem alle sammen på sammen tid. Ikke særligt nemt. Og de kloge siger jo, at al begyndelse er svær.

Hvis du har læst det der står under fanerne, så kender du lidt af baggrundshistorien.
Kender du mig personligt, ja så kender du nok hele historien i forvejen.

Måske er du lige blevet mor (evt. igen?), og føler bare ikke den der store blændende kærlighed som alle taler om. Du føler dig unormal og ved siden af, og fortryder måske mange gange i løbet af en dag at du har indladt dig på det her. Til dig kan jeg bare sige: Du er IKKE alene!
Jeg er faktisk ret overrasket og rystet over så mange i min omgangskreds der har eller har haft en fødselsdepression - også uden jeg har vidst det.
De fleste af dem har heldigvis fået hjælp, enkelt har desværre ikke.

Min sundhedsplejerske spurgte mig, om jeg var interesseret i at komme i mødregruppe.
Det var jeg selvfølgelig, selvom det virkede dybt uoverskueligt, og lovede også at jeg spillede med åbne kort fra starten af.
Som sagt, så gjort. Jeg meldte ud allerførste gang at gruppen var samlet, at der ikke skulle tages særlige hensyn til mig eller listes rundt om mig på kattepoter eller noget, men at jeg sad med en fødselsdepression, så hvis jeg ikke kom en dag og de havde hørt noget, så var det fordi jeg ikke havde overskud til at forholde mig til det, og ikke fordi jeg ikke ville være sammen med dem.
Det er nok det bedste jeg har gjort i den forbindelse! De har været SÅ søde og hjælpsomme alle pigerne, så når de har kunne se på mig at min hjerne var ved at brænde sammen, så tog de lige Liam lidt for mig og fik beroliget mig. Skyldfølelsen er hver gang kommet snigende, for hvad er jeg for en mor, som ikke engang kan magte sin egen unge, når man er i byen, hvor de andre både kunne jonglere med deres egen + min.
Men jeg er faktisk dybt rørt over den støtte jeg har fået derfra...af, dengang, fremmede mennesker.
Selvfølgelig var jeg bange for at blive dømt, men jeg var også godt klar over at jeg ville skyde mig selv i foden ved ikke at spille med åbne kort. Det var jeg ikke interesseret i.
Der har da været et par gange, hvor jeg ikke har kunne overskue at have Liam med, og så derfor selv var taget afsted og René så kiggede efter Liam. Det skal der også være plads til, og så må man skyde skyldfølelsen ned i skoene. Du kan ikke bruge den til noget alligevel.

Jeg har mange gange haft mega meget skyldfølelse overfor min lille dreng, når jeg har siddet med ham, og han har smilet til mig og jeg så bare har rakt ham videre til René, for derefter at give mig til at stortude.
Eller når jeg har haft mine 'dagsmareridt'. Det er en FRYGTELIG følelse at sidde med, og man føler sig helt syg indvendigt og ville ønske man kunne grave sig ned! Man skammer sig over det, for det er et lille uskyldigt væsen vi snakker om her. Nyfødt og skrøbelig! Et lille mirakel! Hvis jeg havde gjort nogen af de ting, som jeg har 'drømt' jeg gjorde, så ville Liam højst sandsynlig ikke være her i dag, og den tanke er endnu mere klam og gør mig endnu mere flov, skamfuld og ulykkelig. Og det gør det selv den dag i dag, hvor jeg har det okay godt. Dagsmareridtene kommer stadig snigende af og til, men gudskelov ikke så tit mere.
Jeg har haft gjort en kæmpe indsats for at Liam ikke skulle mærke, at jeg havde det skidt for det var jo ikke hans fejl. Han har ikke bedt om at blive skabt. Det har båret frugt. Selvfølgelig har han kunne mærke noget, men han er ikke mærket af det på nogen måde, og det er jeg helt ærligt ret stolt af.

Jeg har også haft følt rigtig meget skyld over, at jeg ikke var i stand til at sige til mit barn at jeg elskede ham, og så rent faktisk også mene det! Det har taget mig næsten et år at komme så vidt, fordi jeg ikke har ville påtvinge mig selv det. Så bliver det bare kunstigt. Lige pludselig en dag kiggede jeg på ham, efter jeg havde lagt ham i seng, og sagde lige så stille 'jeg elsker dig, min lille babyfyr!'. Jeg blev helt overrasket over det selv, men kunne mærke at det var oprigtigt ment. Jeg mente det rent faktisk! WAUW! Det var en kæmpe sejr for mig! I dag går jeg aldrig fra ham, når det er mig der putter, uden at sige til ham at jeg elsker ham. Og jeg mener det hver eneste gang. Hvis jeg en dag ikke mener det, jamen så bliver det bare ikke sagt.

Man skal lade være med at føle skyld og skam over ikke at kunne magte det, men blot erkende det!
Gør man det, så er der også rigtig mange der vil hjælpe.
Som min læge så klogt sagde til mig: 'Jeg kan kun hjælpe dig, hvis du vil hjælpe dig selv! Vil du ikke det, så kan jeg intet gøre!' Og det har hun jo sådan set ganske ret i.