Om tre dages fødselsdag

Mange sidder og tænker hvor tiden dog blev af, når deres små babyer bliver 1 år, og dermed bliver tumlinger. Det gør jeg på en måde også, og så alligevel ikke.

Jeg synes ganskevist, det er svært, ligesom alle andre, at forholde sig til det faktum at min baby er blevet 1 år. Ikke fordi jeg undrer mig over hvor tiden blev af, men fordi jeg stadig har meget svært ved at huske det første halve år. Den del af min hukommelse er forholdsvis blank. Når jeg siger forholdsvis, så er det fordi jeg kan huske det i brudstykker. Det irriterer mig, at jeg ikke er i stand til at huske, men i stedet for at slå mig selv oven i hovedet over det, så vælger jeg at glæde mig over de brudstykker der kommer i ny og næ - og samtidig glæde mig over knægtens fremskridt. Og helt ærligt - jeg er GLAD for at han ikke bliver mindre!

Sundhedsplejersken var her i tirsdags (d. 19.) og der blev han målt og vejet. 87,5 cm og 13,7 kg!

Jo jo. Mindre bliver han såmænd ikke. Han går ikke selv endnu, men har en fabelagtig balance og kan stå selv - også i sofaerne!! Han kan selv komme op og ned af sofaerne, både med hovedet og benene først, og han kravler monster hurtigt! Vi fik rigtig meget ros af sundhedsplejersken, fordi man ikke kan mærke på ham, at jeg har haft det skidt. Jeg synes ikke selv at jeg har været så tilstedeværende, som jeg burde, men det jeg så har været har åbenbart været nok, for som hun sagde, så ville han slet ikke være så glad, livlig og opsøgende, hvis IKKE jeg havde været det. Må indrømme at jeg lige gav mig selv et skulderklap.

Det gjorde godt at få at vide. Især fordi jeg har en rigtig dårlig periode. Mit overskud ligger på minuspunktet, og det gør humøret for den sags skyld også. Mit største problem er, at jeg ikke ved hvordan jeg skal få hevet mig selv op igen, men nu er min psykolog da blevet rask så det kan kun gå fremad.

Ca. 12 timer gammel

I fredags, d. 22., havde knægten så fødselsdag. Det var en rigtig hyggelig dag, men samtidig også lettere kaotisk. Fødselsdagsbarnet var noget skidtmads, og havde ikke sovet ret godt om natten og havde nyst en hel del. Han var da også ret snottet og lidt varm, men han klarede sig nu igennem med bravour alligevel. Specielt når man tænker på at der var mange mennesker han skulle forholde sig til.

1 år

Han fik en masse dejlige gaver, såsom tøj, en gåvogn med aktivitetscenter og duplo.

Svigerfar havde lavet dyremørbrad og det smagte bare tæskegodt! Er du wimbledon mand! Svigermor og jeg havde stået og lavet lagkage, hjemmelavet helt fra bunden af, dagen i forvejen. Den var med kiksebund, lys tobleronecreme, hindbær-lime-mousse og mørk tobleronecreme, smurt op med smørcreme og et forsøg på farvet fondant over. Det er jo så moderne. Svigermor havde lavet selve lagkagebundene, og havde sørget for at vi kunne lave en lille til Liam også, som han kunne få lov til at smadre. Det tog ham lidt tid at komme i gang, men han syntes vist at det var ret sjovt alligevel.

Cake-smash!

Mormors fine kagemand

Om lørdagen blev der holdt brunch. Nøj, hvor var den lækker! Hold nu op! Det var simpelthen kræs for ganen, men det er det nu generelt når man kan få lov til at spise røget laks til morgenmad.
Der fik han selvfølgelig også gaver, som bl.a. inkluderede lidt tøj og en hoppeko. Vi kørte så hjem, da vi havde spist for vi skulle hjem og hente hundene.
I dag har vi også holdt fødselsdag! Det var så for en lille del af min familie, og min mor havde lavet en af sine fantastiske kagemænd!
Hold op hvor er det længe siden jeg har fået sådan en, og nøøøøøj hvor smagte den godt! Og selvfølgelig fik knægten endnu flere gaver - gåvogn fra Brio, en sort hoppeko, tøj, en grøn taske med sit navn broderet på, dyr til badekarret, Playmobil bondegård, en musikstol og ja...det var helt vildt! Og han tumlede rundt og hyggede sig gevaldigt. Så man må sige, at han er blevet fejret med manér - hele tre gange! Og vi nåede at få gjort huset rent. Jo jo...med teamwork kan man komme langt.

Jeg er fuldkommen smadret nu. Nøj hvor er jeg træt! Nu skal jeg bare have fundet ud af, hvordan dælen jeg kommer op til overfladen igen. Der arbejdes intenst på det...det kan måske være det er der fejlen ligger?

Næste år bliver der holdt fødselsdag én gang, og det bliver her på matriklen. 

Om den kommende fødselsdag

Selvom det går fremad det meste af tiden, så får jeg altså tilbagefald og det er møghamrende irriterende!! Og så er det meget mildt sagt. Det sker  når jeg glemmer at tage mine piller - får ikke taget dem, når jeg får brudt mine rutiner - og/eller når der sker for meget omkring, som jeg ikke har nogen som helst kontrol over.

Jeg er lidt kontrolfreak, og skal helst have styr på ALT omkring mig. Jeg har så flere omkring mig, som prøver at lære mig at det kan man bare ikke altid have. Ydermere er jeg begyndt at få stressanfald, så heftigt at jeg ryster på hænderne.

Egentlig har tilbagefaldet været længe undervejs, og kommet gradvist, men den orkan som huserede fornylig slog da godt nok lige benene væk under mig. Jeg kunne slet ikke kapere det, men jeg kan heller ikke lide storm! Der sker altid et eller andet. Liam var gudskelov ikke hjemme, selvom det nu havde været et fedt, for han sad fanget i en bil på Siø-dæmningen i tre timer med farmor og farfar, men det havde han vist taget meget pænt. Han var lige på et par dages ferie  hos dem, og så skulle jeg jo nå en HEL masse herhjemme! Få gjort rent, vasket tøj i fred og ro, gået nogle ture med hundene og få redet min hest...ja, eller det troede jeg. Men det endte faktisk med at jeg, nærmest bogstavlig totalt sad og gloede ind i en væg i tre dage. Jeg kunne lige så godt have gjort det. Jeg var helt blank, og vidste ikke om jeg glædede mig til at Liam kom hjem igen eller ej. Om søndagen, hvor vi kørte hjem fra Fyn uden ham, glædede jeg mig ikke engang til at se ham igen og savnede ham slet ikke. Mandag, tirsdag, onsdag og noget af torsdag var det meget blandet. Først savnede jeg ham slet ikke og ønskede at han blev væk, for det var meget lettere for os alle. To sekunder efter savnede jeg ham helt vildt!! For så igen slå over i den modsatte grøft. Vildt forvirrende, og jeg kunne slet ikke finde rundt i mig selv, og skammede mig sådan set også over at jeg kunne finde på at ønske at han blev væk. Jeg fik vist også chokeret René, stakkels mand, for jeg sagde det jo lige ud til ham og det gjorde ham vist ret ked af det, men hvad skal man gøre?

Liam kom hjem om torsdagen, og jeg var glad for at se ham, men var egentlig ikke rigtig til stede. Følte mig bare som en tom skal, der desperat forsøger at skovle sit fyld indenbords igen.
Farmor og farfar blev til om lørdagen, så vi havde nogle rigtig hyggelige dage, men jeg var bare stadig helt tom indeni. 

Om mandagen lykkedes det mig ENDELIG at få en aftale med min psykolog, som har været syg i længere tid. Så begyndte jeg stille og roligt at slappe af igen. Både René og min læge har ellers været ved at bide mig i halen, for om jeg ikke skulle overveje en anden psykolog og det var ved at give mig pip! Især fordi jeg endelig har fundet en, som jeg rent faktisk kan forholde mig til og som er i stand til at møde mit krav om konversation og respekt for mit problem, så jeg ikke bare sidder og knævre løs. Det kan jeg jo gøre med gud og hver mand. Hende var jeg så ude ved om torsdagen, og det var en af de gange, hvor jeg bare knævrede derudaf...og endte op med at spørge hende, om hun ikke slet ikke havde nogle visdomsord til mig, for hun havde stort set ikke sagt noget. Nej, sagde hun, for du sagde selv til at starte med at jeg havde brug for at læsse af. Kunne ikke huske at jeg havde sagt det ordret, hvilket jeg nok heller ikke har, men hun har nået at læse det mellem linjerne. Jeg har så også fået en tid rimelig hurtigt igen, hvilket jeg er glad for! 

Dernæst har Liams fødselsdag, d. 22., fyldt rigtig meget hos mig. Faktisk så meget, så jeg endte op med at sidde og tude i telefonen med både svigerfar og svigermor! Der var så også nogle andre faktore der spillede ind. Bl.a. suger jeg, af en eller anden grund, andres sindsstemning til mig, specielt de negative, og jeg får det herreskidt af det og det gør mig bare endnu mere rundt på gulvet, arrig, angrebsivrig...kort sagt: en kælling!
Ellers også lukker jeg mig bare helt ind i mig selv, og bliver endnu mere sårbar.

Problemet med Liams fødselsdag er, at jeg, som altid, gerne vil tilfredsstille alle! Dumme mig!

Det ved jeg jo udmærket godt at jeg ikke kan, og alligevel gør jeg gang på gang forsøget.

Fødselsdagen bliver holdt på Fyn, da René meget gerne vil have at hans mormor kan deltage, samt nogle af familien meget gamle venner. De kan ikke holde til at køre helt herned, så derfor har jeg bøjet mig.
Jeg vil nu egentlig også gerne have at de kan deltage, for de betyder utroligt meget for René.
Kommunikation er en by i Rusland i min familie, og det der med at få kontakt med folk må ca. svarer til Antarktis. Den ene halvdel kunne jeg ikke få fat i, og den anden kunne ikke komme.
AAAAARGH!!! Jeg har lige pludselig ikke styr på en skid, og alt er bare kaos i min verden!
Og hvad gør man så? Man ringer til svigerfar, spørger om fødselsdagen og tuder sine frustrationer ud.
Bliver bedt om at ringe til svigermor, som er på arbejde, fastlægge fødselsdag med hende og tude endnu mere. Suk! Vi fik dog styr både på det og på mig!
Løsningen bliver at vi, som sagt, holder fødselsdag på Fyn om fredagen, brunch om lørdagen for oldemor og familiens gamle venner (også på Fyn), og så holder vi selv en lille fødselsdag herhjemme om søndagen. Så hvor det før var blevet til et helved for mig, i min evige søgen efter at tilfredsstille alle, og derved nær havde fået ødelagt det hele så jeg slet ikke glædede mig, så begynder jeg så småt at glæde mig igen. Især glæder mig sådan til at se hvad han får af gaver! Og glæder mig endnu mere til at skulle med sammen med ham og hans nye ting! 

I går var det jo så Mortens Aften, og for første gang i nogle uger følte jeg mig nogenlunde ovenpå. Okay, ikke helt, men lidt har også ret! Vi havde nogle venner på besøg, og da ingen af dem var særlig begejstrede for and, så blev det flæskesteg - eller ribbenssteg, som det jo egentlig var - på grillen med alt det klassiske tilbehør, og selvfølgelig ris ala mande til dessert. Jeg elsker julemad! (Eller som min mor så humoristisk ville sige det, så elsker jeg bare generelt mad, hvilket ikke er helt løgn!)
Der var lidt kaos, og vi fik først spist omkring kl. 21., men det var nu ventetiden værd!! Og det var hyggeligt selskab! Synes generelt det var en lettere kaotisk weekend, men hva.

I dag er jeg bare træt og tom i hovedet. Liam sov ikke rigtig i morges, og er da også gået til Sovstrup uden den helt store ballade nu her, så der er fred og ro lige nu. Jeg er ked af at sige det, men nøj hvor er det rart!
Overvejer om jeg skulle tage en lur, men det bliver jeg nok bare endnu mere dvask af. Har jeg ikke lige behov for. Samtidig sidder jeg også sådan lidt og tænker, at mine problemer jo er peanuts i forhold til hvad andre bøvler med...det er det for andre, så hvorfor kan det ikke også være det for mig? Fordi sådan fungerer det bare ikke. Hvad der forekommer totalt åndssvagt for andre, er i virkeligheden dybt uoverskueligt for mig. Eller det kan det være. Den berømte dråbe...
I nat har den første frost så været her, i hvert fald af det jeg har lagt mærke til, og der er nu altså noget helt vidunderligt og kraftfuldt over sådan en frostklar morgen. Det giver ligesom en styrken tilbage...jeg skal nok komme i mål!

Men hvorom alting er, så er kaos ved at vende til fordel for forventningens glæde, og det klamrer jeg mig til lige nu. Men jeg bliver nu altså glad når den lille dreng smiler stort til mig, og jeg glæder mig til at have en uges ferie med René i næste uge...så får vi forhåbentlig tid til at komme ud og lege familie.
Og baby bliver 1 år...det er lidt vildt...bare lidt.