Om den kommende fødselsdag

Selvom det går fremad det meste af tiden, så får jeg altså tilbagefald og det er møghamrende irriterende!! Og så er det meget mildt sagt. Det sker  når jeg glemmer at tage mine piller - får ikke taget dem, når jeg får brudt mine rutiner - og/eller når der sker for meget omkring, som jeg ikke har nogen som helst kontrol over.

Jeg er lidt kontrolfreak, og skal helst have styr på ALT omkring mig. Jeg har så flere omkring mig, som prøver at lære mig at det kan man bare ikke altid have. Ydermere er jeg begyndt at få stressanfald, så heftigt at jeg ryster på hænderne.

Egentlig har tilbagefaldet været længe undervejs, og kommet gradvist, men den orkan som huserede fornylig slog da godt nok lige benene væk under mig. Jeg kunne slet ikke kapere det, men jeg kan heller ikke lide storm! Der sker altid et eller andet. Liam var gudskelov ikke hjemme, selvom det nu havde været et fedt, for han sad fanget i en bil på Siø-dæmningen i tre timer med farmor og farfar, men det havde han vist taget meget pænt. Han var lige på et par dages ferie  hos dem, og så skulle jeg jo nå en HEL masse herhjemme! Få gjort rent, vasket tøj i fred og ro, gået nogle ture med hundene og få redet min hest...ja, eller det troede jeg. Men det endte faktisk med at jeg, nærmest bogstavlig totalt sad og gloede ind i en væg i tre dage. Jeg kunne lige så godt have gjort det. Jeg var helt blank, og vidste ikke om jeg glædede mig til at Liam kom hjem igen eller ej. Om søndagen, hvor vi kørte hjem fra Fyn uden ham, glædede jeg mig ikke engang til at se ham igen og savnede ham slet ikke. Mandag, tirsdag, onsdag og noget af torsdag var det meget blandet. Først savnede jeg ham slet ikke og ønskede at han blev væk, for det var meget lettere for os alle. To sekunder efter savnede jeg ham helt vildt!! For så igen slå over i den modsatte grøft. Vildt forvirrende, og jeg kunne slet ikke finde rundt i mig selv, og skammede mig sådan set også over at jeg kunne finde på at ønske at han blev væk. Jeg fik vist også chokeret René, stakkels mand, for jeg sagde det jo lige ud til ham og det gjorde ham vist ret ked af det, men hvad skal man gøre?

Liam kom hjem om torsdagen, og jeg var glad for at se ham, men var egentlig ikke rigtig til stede. Følte mig bare som en tom skal, der desperat forsøger at skovle sit fyld indenbords igen.
Farmor og farfar blev til om lørdagen, så vi havde nogle rigtig hyggelige dage, men jeg var bare stadig helt tom indeni. 

Om mandagen lykkedes det mig ENDELIG at få en aftale med min psykolog, som har været syg i længere tid. Så begyndte jeg stille og roligt at slappe af igen. Både René og min læge har ellers været ved at bide mig i halen, for om jeg ikke skulle overveje en anden psykolog og det var ved at give mig pip! Især fordi jeg endelig har fundet en, som jeg rent faktisk kan forholde mig til og som er i stand til at møde mit krav om konversation og respekt for mit problem, så jeg ikke bare sidder og knævre løs. Det kan jeg jo gøre med gud og hver mand. Hende var jeg så ude ved om torsdagen, og det var en af de gange, hvor jeg bare knævrede derudaf...og endte op med at spørge hende, om hun ikke slet ikke havde nogle visdomsord til mig, for hun havde stort set ikke sagt noget. Nej, sagde hun, for du sagde selv til at starte med at jeg havde brug for at læsse af. Kunne ikke huske at jeg havde sagt det ordret, hvilket jeg nok heller ikke har, men hun har nået at læse det mellem linjerne. Jeg har så også fået en tid rimelig hurtigt igen, hvilket jeg er glad for! 

Dernæst har Liams fødselsdag, d. 22., fyldt rigtig meget hos mig. Faktisk så meget, så jeg endte op med at sidde og tude i telefonen med både svigerfar og svigermor! Der var så også nogle andre faktore der spillede ind. Bl.a. suger jeg, af en eller anden grund, andres sindsstemning til mig, specielt de negative, og jeg får det herreskidt af det og det gør mig bare endnu mere rundt på gulvet, arrig, angrebsivrig...kort sagt: en kælling!
Ellers også lukker jeg mig bare helt ind i mig selv, og bliver endnu mere sårbar.

Problemet med Liams fødselsdag er, at jeg, som altid, gerne vil tilfredsstille alle! Dumme mig!

Det ved jeg jo udmærket godt at jeg ikke kan, og alligevel gør jeg gang på gang forsøget.

Fødselsdagen bliver holdt på Fyn, da René meget gerne vil have at hans mormor kan deltage, samt nogle af familien meget gamle venner. De kan ikke holde til at køre helt herned, så derfor har jeg bøjet mig.
Jeg vil nu egentlig også gerne have at de kan deltage, for de betyder utroligt meget for René.
Kommunikation er en by i Rusland i min familie, og det der med at få kontakt med folk må ca. svarer til Antarktis. Den ene halvdel kunne jeg ikke få fat i, og den anden kunne ikke komme.
AAAAARGH!!! Jeg har lige pludselig ikke styr på en skid, og alt er bare kaos i min verden!
Og hvad gør man så? Man ringer til svigerfar, spørger om fødselsdagen og tuder sine frustrationer ud.
Bliver bedt om at ringe til svigermor, som er på arbejde, fastlægge fødselsdag med hende og tude endnu mere. Suk! Vi fik dog styr både på det og på mig!
Løsningen bliver at vi, som sagt, holder fødselsdag på Fyn om fredagen, brunch om lørdagen for oldemor og familiens gamle venner (også på Fyn), og så holder vi selv en lille fødselsdag herhjemme om søndagen. Så hvor det før var blevet til et helved for mig, i min evige søgen efter at tilfredsstille alle, og derved nær havde fået ødelagt det hele så jeg slet ikke glædede mig, så begynder jeg så småt at glæde mig igen. Især glæder mig sådan til at se hvad han får af gaver! Og glæder mig endnu mere til at skulle med sammen med ham og hans nye ting! 

I går var det jo så Mortens Aften, og for første gang i nogle uger følte jeg mig nogenlunde ovenpå. Okay, ikke helt, men lidt har også ret! Vi havde nogle venner på besøg, og da ingen af dem var særlig begejstrede for and, så blev det flæskesteg - eller ribbenssteg, som det jo egentlig var - på grillen med alt det klassiske tilbehør, og selvfølgelig ris ala mande til dessert. Jeg elsker julemad! (Eller som min mor så humoristisk ville sige det, så elsker jeg bare generelt mad, hvilket ikke er helt løgn!)
Der var lidt kaos, og vi fik først spist omkring kl. 21., men det var nu ventetiden værd!! Og det var hyggeligt selskab! Synes generelt det var en lettere kaotisk weekend, men hva.

I dag er jeg bare træt og tom i hovedet. Liam sov ikke rigtig i morges, og er da også gået til Sovstrup uden den helt store ballade nu her, så der er fred og ro lige nu. Jeg er ked af at sige det, men nøj hvor er det rart!
Overvejer om jeg skulle tage en lur, men det bliver jeg nok bare endnu mere dvask af. Har jeg ikke lige behov for. Samtidig sidder jeg også sådan lidt og tænker, at mine problemer jo er peanuts i forhold til hvad andre bøvler med...det er det for andre, så hvorfor kan det ikke også være det for mig? Fordi sådan fungerer det bare ikke. Hvad der forekommer totalt åndssvagt for andre, er i virkeligheden dybt uoverskueligt for mig. Eller det kan det være. Den berømte dråbe...
I nat har den første frost så været her, i hvert fald af det jeg har lagt mærke til, og der er nu altså noget helt vidunderligt og kraftfuldt over sådan en frostklar morgen. Det giver ligesom en styrken tilbage...jeg skal nok komme i mål!

Men hvorom alting er, så er kaos ved at vende til fordel for forventningens glæde, og det klamrer jeg mig til lige nu. Men jeg bliver nu altså glad når den lille dreng smiler stort til mig, og jeg glæder mig til at have en uges ferie med René i næste uge...så får vi forhåbentlig tid til at komme ud og lege familie.
Og baby bliver 1 år...det er lidt vildt...bare lidt.