Om opstart i dagplejen

Som du kunne læse sidst, så er Liam jo blevet 1 år. Min store dreng.
I mellemtiden er han blevet en tand større, for nu er han begyndt i dagpleje! Jo jo.
En ting som mange mødre frygter, men som jeg har set frem til! Nok fordi jeg selv har valgt stedet, og har haft pladsen siden 14 dage før termin...ja og så det andet.

Han startede i dagplejen her d. 2. december, hvor jeg afleverede ham efter at have kørt René på arbejde. Vi kan jo lige så godt køre efter rutinen, eftersom jeg også snart skal starte på arbejde.
Jeg var lidt spændt på, hvordan lillemanden ville reagere, men har hele tiden betonet det positivt overfor ham. Vi har også været derude nogle gange, så han kender stedet og dagplejemoderen.
Vi var dårligt kommet ind af døren, førend han var pillet ind i legeværelset og slet ikke havde tid til at få hue og jakke af. Så satte jeg mig og snakkede med dagplejemoderen, om hans sove- og spisevaner og alt der imellem. Stille og roligt, og fulgte med i hvad knægten foretog sig. Lidt senere kom vikaren, som han ikke havde set før, men hende styrede han også lige imod og begyndte at trille bold med...tror jeg nok det var.
Der skulle også starte en anden lille dreng den dag, og da han var kommet og jeg havde siddet og snakket lidt med hans mor, spurgte jeg om jeg ikke godt kunne smutte nu. Liam havde alligevel alt for travlt med alt end mig - og det var som det skulle være! (I min verden anyway.)
Jo jo! Jeg kunne bare smutte, og så skulle hun nok kontakte mig omkring middag for lige at give en update.
Så jeg forlod min lille dreng med en god fornemmelse i maven, og trillede ikke en eneste tåre.

Omkring middag skrev dagplejemoderen så til mig, at alt var i den skønneste orden og han hyggede sig helt gevaldigt, og sendte mig sågar nogle billeder! Jeg var slet ikke i tvivl om, at han råhyggede sig.
Vi havde så aftalt, at hvis der ikke var nogen problemer når hun skrev, så kunne han bare blive der.
Ja, og så tænker du måske 'EJ! Det gør man da ikke?!'. JO! Det gør man rent faktisk, når man er mig og tænker så upædagogisk som jeg gør. Hvorfor hente knægten, når alt er godt og han hygger sig?
Så længe han er tryg og han har det godt, hvorfor så ikke bare lade ham blive der? Jeg lod ham i hvert fald blive, for jeg var ret overbevist om, at jeg nok havde fået det at vide, hvis han havde fået nok og skulle hentes. Ja, det er jeg stadig ret overbevist om. Så jeg NØD min frihed! Åh ja...det gjorde jeg!
Puha! Dårlig mor! Ja, og dog? For da jeg hentede knægten sad han og grinte ved bordet og havde det skønt! Jeg spurgte selvfølgelig lige indtil hvordan det var gået, og der havde ikke været noget som helst. Han havde sovet som han skulle, og spist og drukket godt. Ja, faktisk fik jeg rigtig meget ros for ham, og han havde heller ikke travlt med at komme med hjem! Det var fantastisk! Helt seriøst! Det var det virkelig!
Han var hverken pyller eller noget som helst, og sov omkring kl.18.30, ganske som han plejer.

Sådan har det været hele ugen. Så det der med flere ugers indkøring i dagplejen...ja, ikke eksisterende her. Det er så bare mig der er heldig. Det er ikke sikkert at jeg er så heldig næste gang, men man har da lov at håbe. Jeg har lidt svært ved at vænne mig til, at jeg pludselig har fået den frihed, og de første dage skulle der også bare ske noget hele tiden. Jeg havde en masse aftaler, og mandag morgen var jeg faktisk i Padborg for at skrive ham op til den tyske børnehave. Det skal man åbenbart gøre i god tid. Der skulle så komme noget med posten til mig. Så må vi se hvornår det dukker op. Fredag trak jeg stikket, og lod René aflevere Liam i dagplejen. Så fik jeg lavet en masse småting herhjemme. Det var helt rart at få ud af verden.
Det var faktisk helt rart bare at kunne give slip, og for en gangs skyld være tvunget til at blive hjemme.
At Liam så valgte at overbrække sin seng samme aften...hmmm knapt så heldigt, men ikke værre end at det var ordnet rimeligt hurtigt, så han kunne sove videre. Han har været meget træt i dag, og tror heller ikke han har haft det sådan helt superduper, men her til aften var der da kommet liv i ham igen, så han er nok frisk til nye narrestreger i morgen. Det satser jeg på.

Alt i alt, så har jeg hverken følt sorg over at han skulle starte i dagpleje og ej heller været ked af at han har været hele dagen. Rent faktisk har det gavnet mig. Det har givet mig det pusterum, som jeg har brug for til at komme op til overfladen igen. Jeg har ikke følt mig nær så trist og nede de sidste par dage, som jeg har gjort det sidste lange stykke tid - noget som Liam jo i højgrad drager fordel af. Det skulle gerne fortsætte sådan, for det er nu en rar følelse at have lidt overskud og at være i stand til at sætte pris på det man har.
Jeg føler mig ikke som en dårlig mor, fordi jeg kaster min unge ud på den dybe ende og satser på at han kan svømme, især ikke når jeg ved han kan flyde. Okay...dårlig metafor. Forhåbentlig ved du hvad jeg mener.
Jeg synes i hvert fald, at jeg har en ret sej unge!