Hvis nu jeg kunne hoppe på tungen...

Ja, hvis nu jeg kunne hoppe på tungen, så gjorde jeg det sgu! Af glæde altså...

Det er tid til et nyt indlæg - et positivt indspark, om jeg så må sige.
Det bliver lidt langt - så er I advaret! Jeg undskylder lige på forhånd, hvis der mangler ord og/eller bogstaver rundt omkring. Min hjerne tænker alligevel hurtigere end jeg skriver.

Der er sket rigtig meget den sidste måneds tid, og jeg kommer længere og længere op over overfladen!
Jeg kan efterhånden trække vejret HELT ned i lungerne, og jeg NYDER det! Ja, det gør jeg rent faktisk!

Men lad os starte med den triste afdeling, som ikke er så trist alligevel.
Sidst oplyste jeg jo om, at jeg havde sat min elskede kødscooter til salg - og ja. Han er allerede solgt!
Det er jeg på sin vis både skide ked af, men også enormt lettet og glad for.

Han skal en tur til Sjælland, hvor han får det som blommen i et æg og skal gå noget langdistance.
Hende der har købt ham græd ligefrem af glæde, da vi havde fået de sidste detaljer på plads. Det kan kun blive godt! Både hende og hendes mand har arbejdet med western før, så de kender principperne.
Jeg er RIGTIG glad på deres vegne, for de får en fantastisk makker og en endnu mere fantastisk ven!
Jeg er endnu mere glad på Guffes vegne, for jeg har ALDRIG set ham sådan sammen med en fremmed før. Han var dybt forelsket i hende... Han vil blive brugt noget mere, og vil derved også få noget mere og bedre livskvalitet, end det jeg kan tilbyde ham lige nu. Jeg elsker ham og vil savne ham helt vildt, men hans behov har også brug for at blive opfyldt! Så boks er opsagt, og han bliver fragtet til øen om en uges tid.
Når Liam bliver større har jeg tænkt mig at købe en ny...men der går lige nogle år endnu, og lige nu skal der bare ro på. Og uden en god venindes hjælp med formidlingen, så havde Guffe aldrig fået så fantastisk et hjem!

Det næste er, at jeg flytter hjem til Blans i slutningen af måned, og NEJ hvor jeg glæder mig!! Som 1000 små børn juleaften! Jeg har ligesom gjort op med mig selv, at jeg ikke skal blive i huset, og så kan jeg lige så godt få fingeren ud af gaskanalen og få rykket, så René også kan få tag over hovedet.
Her sidst, da jeg var i Blans, skulle jeg op til en veninde med Liam, så hendes to piger og ham kunne lege sammen. Jeg lagde pludselig mærke til, at jeg gik og smilede kæmpe bredt! Fra øre til øre! Det er bare mit tryghedssted...det var det dengang, for 15-16 år siden da vi flyttede til, og er det stadig i dag.
Var også til banko dernede sidste, i forbindelse med byfesten. Sad sammen med en flok veninder, som absolut ikke kan 'tåle' at jeg begynder med at grine - og slet ikke den ene af dem. Jeg var ved at dø af grin på et tidspunkt, fordi en af dem (veninderne) fik banko - eller POT, som det hedder hernede- og hun sagde det højt flere gange og alligevel lader de spillet gå videre. Så stemte jeg i med dybe røst (tøhø) og sagde, at HALLO! Vi har faktisk pot her! (med den lokale politibetjent til stede hehe)
Hold kæft en ballade der blev! Det var for dårligt og det var snyd og fanden og hans pumpestok!!
Især en eller anden gammel dame, skråt bagved, var dødeligt fornærmet! Må indrømme, at jeg blev så irriteret over hende, at jeg bad hende om at lukke, da vi var flere der havde hørt 'pottet' flere gange.
Og hun blev VED! Indtil en anden sagde, at nu skulle hun holde op med at være så smålig!
Hun fortsatte gudødme, og så begyndte jeg at skrige af grin! Det var alligevel en tand for morsomt. Sikke en ballade pga. et skide spil banko! Og så krydret med en voldsomt entutiastisk opråber, der lød som om hun var ved at falde i søvn hele tiden. Jeg fortsatte så i øvrigt med at grine igennem et helt spil, med det resultat at jeg fik flere andre med på vognen, og der blev tysset fra alle sider, hvilket gjorde at jeg gik i lydløs mode og grinte endnu mere, hvilket igen resulterede i at et par af de andre grinte tilsvarende mere. Det er da rart, at jeg kan få folk til at grine ved bare selv at grine. Synes stadig det er hysterisk morsomt!
Var også ved at blive bortvist til Bjerndrup byfests banko første gang jeg var med, fordi jeg begyndte at grine.

Min hjernerystelse...jaeh...joeh...den bliver da bedre! Men arbejder ikke fuld tid endnu, men det begynder at nærme sig. Er så glad for at komme på arbejde, og sætter virkelig stor pris på min arbejdsgivers velvillighed og samarbejdsvilje omkring min situation! Det er langt fra alle der er så heldige i dagens Danmark!
Og så mener jeg jo - STADIG - at jeg har verdens bedste kollegaer!
Selv dagpengekontoret er forstående, og har koblet en arbejdspladskonsulent på min sag, hvilket selv min chef synes er positivt! Jamen win-win altså!
Er ret sikker på at det hurtigt bliver bedre, når jeg begynder at få lidt mere ro.

Så har jeg jo også lige haft fødseldag, i slutningen af maj, og tillykke med det! Jo tak!
Jeg var ellers parat til at skulle sidde og være deprimeret, lille og ynkelig, MEN!
Fik en lys idé, og førte den ud i livet uden at tænke ret meget over det. Det var med lidt kort varsel, men inviterede en masse venner til mad på rist og kul, velvidende at de fleste nok ville melde fra...men nej nej!!
De kom sgu stort set alle sammen! Havde jeg absolut ikke lige regnet med, så gik lige lidt i panik.
Fik dog en MASSE hjælp af Mini Me, og det skal hun have STOR tak for! Især fordi min far, som jeg jo deler fødselsdag med, havde ringet sent aftenen forinden, for at spørge om jeg ikke ville mødes med ham i Vejle til frokost sammen med min farmor og onkel. Jo! Det ville jeg da gerne! Så jeg var da lige et smut i Vejle, mens Mini Me gjorde rent i huset.
Helt seriøst...jeg havde så god og sjov en fødselsdag, selvom aftenen startede ret kikset, at jeg rent faktisk har tænkt mig at gentage successen til næste år! Meget praktisk eftersom det giver peber. Har så tænkt på, at gifte mig proforma med et stakkels uskyldigt offer, så jeg slipper for peberregn.
Men fest bliver der! Eller...det har jeg lovet mig selv!

Næste punkt er, at jeg haft alle dyrene til doktor dyr i dag, og især med de to små kunne jeg have danset jublende rundt. Der er riiiiiigtig mange, som i øjeblikket har rigtigt travlt med at fortælle mig, at min hund er for tynd og jeg fodrer ham ikke nok (selvom han får mere end han skal have) og bla bla bla.

Det første dyrlægen siger til mig er, at Seamróg er rigtig rigtig flot med god huld og muskulatur! WHAAAAAT??!!! Tabte underkæben, og måtte så lige fortælle hvad andre havde sagt til mig, men dem fejede  han af bordet og sagde, at Seamróg var helt perfekt! Jeg kunne godt lide den dyrlæge *wink wink - nudge nudge*. Da turen så kom til Guffe, efter at have været i Gråsten med de to små, endte det med at jeg måtte vente i halvanden til to timer førend dyrlægen dukkede op. Han var lige havnet oppe nordpå, og havde vist glemt mig. Men kødscooteren blev vaccineret og er nu flytteklar. Dyrlægen fik så også lige sagt mojn til ham. Det var lidt sødt.

Og Liam...ja, han er en KNALLERT! Han har lige været syg med mellemørebetændelse, på den ene øre, og var rigtig skidtmads. Nu er han så rask, og er FULD af halløj og narrestreger. Men han er nu så sød.

Han er begyndt at forstå mere, og sige mere. F.eks. så kan han sige 'mormor' og 'farfar' nu, men om han gider kalde sin mor for mor. NEJ! Det er 'Gitte', fordi det kalder alle andre mig jo. Han har faktisk også sagt 'Guffe'.
Men når vi skal til Blans, så når vi kun lige ind i byen før han råber 'MORMOR!'. Jo jo. Knægten ved skam godt hvor han er! Liam og jeg skal så på en uges ferie oppe hos morfar/bedstefar her i juli, og det glæder vi os vist alle tre til. Jeg gør især! Tænk at få lidt kvalitetstid med min far! Det har jeg ikke prøvet i snart 20 år! Men bedre sent end aldrig, som man siger. Går og tænker over, hvad jeg godt kunne tænke mig vi skulle lave og opleve! Vil helt vildt gerne i Ree Park og Skandinavisk Dyrepark, men nu må vi se.
Liam flytter jo med mig, men jeg lader ham blive i dagplejen. Det er nok, at jeg ændrer hans opholdssted. Jeg behøver ikke også ændre hele hans hverdag. Især ikke når det er så lille en omvej, og det kan jeg godt leve med, når bare det betyder at Lilleprutten har det godt! Plus han kommer til at se mere til sin far nu, hvilket jeg er rigtig glad for! Han ELSKER sin far! Og det er i særdeleshed gengældt!
Det skal nok blive godt, når vi alle er kommet på plads!

Og det sidste i denne omgang, men absolut ikke det mindste!!
Jeg har netop opfyldt en af mine helt store drømme! Jeg er helt høj af glæde!
Jeg opdagede det tilfældigt på fjæsen i morges, tænkte, læste og bestilte!
Og hvad har jeg så bestilt?? JO! Jeg har bestilt billetter til 'Lord of the Dance: Dangerous Games' d. 27. marts 2015 i Dublin! Ja ja...jo jo...det er vel ikke noget at blive høj over. Jooooo, det er det rent faktisk!
Især fordi det er the dancing Lord himself, mr. Michael Flatley, som danser den aften!!
Jeg har meget længe drømt om, at få lov til at se ham danse live og nu sker det!!! Godt nok først næste år, men til gengæld er det på hans hjemmebane! Og vihar tilmed fået okay gode pladser, så vidt jeg kan se.
Det er efter princippet 'Carpe diem' - grib muligheden og løb med den! Det er helt sjovt at prøve, og så er der jo den bonus, at jeg kommer til Irland. Har planer om at skulle derover et par gange næste år. Bare for sjov skyld og narrestreger.

Så ja! Alt i alt går det fremad, og livet fortsætter. Katten danser can-can ved siden af stolen, på to ben, for at komme op til mig. Aaaaah ja.... Hvis ikke jeg var bare en smule lykkelig over alle de fantastiske mennesker jeg har omkring mig, så ville jeg være et utaknemmeligt skarn!

I babyfyrens tegn...

Okay så. Jeg lever endnu, selvom jeg mange gange har troet noget andet her på det sidste.

Det er ikke fordi jeg ikke har haft lyst til at skrive, men overskuddet er bare stadig så forsvindende lille. 

Især fordi jeg ved, at jeg ikke er til at stoppe igen når først jeg kommer igang.

Liam kom hjem fra Fyn efter påske, og havde sår og after i hele munden + plus kindtænder på vej. 

Arme knægt. Selvfølgelig har det gjort møghamrende ondt på knægten, hvilket og resulterede i at jeg havde hyleskrigevræle-unge i næsten to uger - SÅ fantastisk! (Indsæt selv smiley med røg ud af ører og næse.)

Må hellere lige, for en god ordens skyld, skynde mig at tilføje at det ikke er nogen bebrejdelse mod nogen. Den første uge brugte jeg på at rende til læge og tandlæge med ham, som alle sagde at det var en virus og det var der ikke noget at gøre ved. Den sidste læge sagde dog til mig, at det var meget normalt, når børn får tænder, at de får den slags virus samtidig. Godt så! Så lærte mor her også noget nyt, som ingen andre tilsyneladende vidste noget om. Tandlægen havde givet mig noget klorhexidin jeg skulle skylle/vaske hans mund med. Det gjorde jeg så kun ÉN gang! Jeg havde dårligt rørt hans mund, så blødte læberne helt vildt. Min stakkels lille babyfyr. Men han har det fint nu, udover en lille forårsforkølelse.

Han er simpelthen en spolt! Intet mindre! Og hold nu k*ft han er fræk! Overvejer stadig om han ikke skulle have heddet Emil i stedet. Han er ligesom sin mor - fuldstændig som en åben bog, hvilket betyder at når han er ude på ballade, så kan man se det på flere kilometers afstand! Hans øjne udstråler simpelthen bare ulykker. Ikke af den uartige slags, men man er ikke et sekund i tvivl om at han har noget for.

Her i dag stak han pludselig af med fjernbetjeningen, og fik trykket på en hel masse knapper. Jeg snakkede i telefon med Birthe (Bedstemor), selvom jeg egentlig skulle have snakket med min lillesøster, som bliver 18 i dag. Det var jo evigt skægt at trykke løs, omend han faktisk har fundet ud af hvordan man tager lyden fra og til igen, samt skruer op og ned for lyden (oftest skruer han ned). Skifte kanal gør han også mere eller mindre bevidst.

Nå, men jeg er generelt ikke så begejstret for at han render rundt med fjernbetjeningen, så da han lagde den på bordet, overfor mig, så jeg mit snit til at snuppe den, men jeg blev klogere... Han vidste da godt hvad jeg havde i sinde, og lynhurtigt som en ninja havde han snuppet den igen og stak af ned i den anden ende af huset skrigende af grin. Så er det helt seriøst svært at holde masken. Især da han lidt efter kommer tilbage og står og ser udfordrende på mig, alt i mens han storgriner og trykker på alle knapperne. Birthe fik sig da et billigt grin i den anden ende, fordi jeg jo måtte gengive hvad der skete. Men jeg fik den da til sidst.

Derudover er han ved at mestre spisningens kunst, med både ske og gaffel, selvom han nu stadig ser sit snit til at bruge fingrene. Det er især pegefingrene der bliver brugt - ligesom når vi skal smage på noget.

Der ryger også mindre og mindre ned af forklædet, så jo. Han er ved at lære det!

Samtidig er han begyndt at kunne sige traktor. Det bliver noget i retning af 'graktor', og forleden fik jeg ham rent faktisk til at sige 'mor' et par gange. Gæt lige om jeg blev rørt og stolt?!

Udover det, så siger han 'vuf', 'vov', 'muuuh', 'hej', 'hov', 'mam' og 'nnnam' (vand). Hans dagplejemor har også registreret at han er begyndt at sige 'lege'. Han er blevet meget mere kommunikerende og kan flere og flere ting. Det skal han selvfølgelig også kunne, men jeg kan nu ikke lade være med at forundres over hans udvikling. Hans leg er også blevet anderledes, og kopiere det han ser mig (og andre) gøre. 

Bl.a. går han meget op i at vinke og sige 'Hej!' til folk, og så kan han charmere alt og alle! Her forleden, da jeg var inde og tanke i Kliplev, sad han og blev ved med at vinke til en dame i en anden bil, mens manden er ved at tanke. Da han så åbner bildøren for at stige ind igen, siger hun til ham: 'Prøv lige at se den søde lille pige i den bil! Hun sidder hele tiden og vinker til mig - vink til hende!' 

Var ved at brække mig af grin!!! Ved godt han er lidt langhåret efterhånden, men at han ligefrem kan forveksles med en pige??! Det må være krøllerne... 

Måtte pænt fortælle det nydelige ægtepar, at 'hun' altså var en 'han'. Konen så helt forkert ud i hovedet - og så kørte de! Jeg kunne simpelthen ikke lade være med at grine, og Liam sad bare og kiggede på mig med et udtryk der så ud som han tænkte 'og hvad pokker sker der lige for dig?!'

Naturen er en forunderlig størrelse...

Jeg kan simpelthen ikke lade være med at kysse hans dejlige runde kinder, når jeg står med ham på armen.

Helt slemt er det, når jeg skal putte ham. Nej hvor får den knægt mange kys...stakkels barn. Men...jeg vil bare ikke have at han en dag beskylder mig for, at jeg ikke viste ham nok at jeg elskede ham.

Han har haft meget svært ved at falde til ro her til aften, fordi han hoster så meget. Havde ham lige oppe på et tidspunkt for at tage hans temperatur og give ham en børnepanodil, så han kunne få lidt ro. Han var godt nok ulykkelig, den lille mand, så jeg satte mig lidt med ham i min mormors gamle lænestol og 1-2-3 - så sov han! Det var åbenbart lige det han havde behov for - mors varme og tryghed. Så smelter man altså fuldstændig! Det er det jeg vil betegne som en betingelsesløs hengivenhed og kærlighed.

Jamen jeg svømmer jo helt væk! 

 

Jeg har haft det svært, og har det det også stadig - omend det er blevet bedre, men stort set alt hvad jeg gør lige nu er mere for Liams skyld, end det er for min egen. Omvendt så er det jo også for min egen skyld i sidste ende, men det er Liam jeg først og fremmest har i tankerne når jeg gør noget. 

Hans ve og vel kommer først.

Samtidig må jeg også med skam erkende, at jeg endnu ikke er nået til det punkt, hvor jeg bare ikke kan undvære ham, sådan som jeg oplever så mange andre mødre har det. Jeg savner ham da selvfølgelig når han ikke er her, men jeg har også brug for at være andet end mor. Så når det er René weekend, så skal friheden bare nydes! For når Liam kommer tilbage, så går der to uger før jeg har den igen. Pisse egoistisk tankegang - jeg ved det - men med så mange uafklarede ting, så ligger det et ekstra pres på mig, at jeg skal have Liam i 14 dage i streg hvor jeg ikke får slappet godt nok af. Piv, klynk og tag mig sammen! Jo jo! Men med en hjernerystelse som stadig spøger (i øjeblikket for fuld smadder), stress over det, arbejde, uafklarede sager og samtidig skal holde popoen oppe på mig selv alt imens Liams behov også skal opfyldes, så er det ikke nemt. I onsdags var jeg nødt til at lægge mig på gulvet bag min stol, oppe på arbejde, og sove en halv time for at jeg overhovedet kunne køre hjem, fordi jeg pludselig fik det rigtig skidt. Jeg skulle hilse og sige, at den tur ikke var sjov! Og så skulle jeg hente Liam senere og skulle holde gang i ham og være nærværende...ai caramba! Dagen efter stod jeg kun lige op for at få Liam i dagpleje, ringede til min chef kl. 7.30 (ca.) og sov derefter til kl. 13-14-stykker. Jeg var fuldstændig færdig, og havde bare så ondt i hovedet. 

Har lige så ondt i hovedet i dag, men var nu alligevel på arbejde. Har så også kørt lidt for hårdt på i denne uge, hvilket jeg må undgå i næste. Det duer simpelthen ikke at jeg 'kvæster' mig selv på den måde, fordi jeg godt mener jeg kan klarer det. Dumme mig. Syntes bare at det var blevet så meget bedre, så jeg godt kunne give den lidt ekstra gas. Jeg er blevet klogere.

Nå, men de gode nyheder er, at vi nok snart har en afklaring på det hele - håber jeg. Der er i hvert fald lys for enden af tunnelen lige nu, og med udsigt til at udfaldet bliver til alles bedste, så kan det jo ikke blive ret meget bedre! Jeg krydser i hvert fald rigtig meget fingre for at det lykkes, for alle parters skyld. 

Så kan der falde lidt ro over land, og der kan blive lavet nogle lidt mere gangbare aftaler omkring Liam, så René får set ham noget mere. Det vil de nok begge have godt af. Især Liam. Han eeeeeeelsker sin far!

Så jo. Jeg håber, at der kommer ro på meget snart. Man kan sige, at heldigvis kommunikerer René og jeg rimelig godt og det bliver vi da forhåbentlig ved med, og så længe vi gør det, er det en win-win. 

I hvert fald sådan som jeg ser det.

I morgen tror jeg bliver en rigtig god dag! Min mor kommer og er sammen med os hele dagen, fordi vi skal holde grand prix-'fest' i morgen aften, og så overnatter hun til søndag, hvor det jo er mors dag!

Så vi skal lige et smut til Tyskland og købe ind til imorgen aften.

Det bliver bare så hyggeligt! Jeg glæder mig i hvert fald rigtig meget!

Af selve grand prixet glæder jeg mig mest til selve afstemningen. Det er det bedste ved det hele.

Om Danmark vinder igen...tja...det må stemmerne jo vise! Rigtig god fornøjelse!

Måneden der på

Livet som single mor er nu egentlig okay. Jeg har været alene i lidt over en måned nu, og er ved at få en daglig rutine med lillemanden. Det går fint nok det meste af tiden, men jeg tager godt nok nogle dyk engang i mellem, hvor jeg føler mig lille, ynkelig, uduelig og ikke noget værd. Det er specielt, når jeg er alene i løbet af dagen og når Liam er blevet puttet. Når Liam er ved mig, så glemmer jeg alt og koncentrerer mig om ham.
Han kan jo godt mærke når jeg er ked af det og trøster mig, men han er for lille til at skulle gøre det i min verden, så derfor gør jeg alt hvad jeg kan for ikke at vise det åbenlyst - ligesom da min fødselsdepression var værst. Meeen...jeg har haft én gang, hvor jeg knækkede fuldstændigt under aftensmaden.
Så lagde han sin lille hånd på min arm, og sad og aede mig og da jeg kiggede op fik jeg et KÆMPE smil.
Hold k*ft jeg fik dårlig samvittighed der! Det skal han bare ikke opleve! Men lige den dag væltede hele læsset for mig.

Ulykkerne hagler stadig ned over mig, og det er til at blive sindssyg af! Men jeg har gjort op med mig selv, at med alt det uheld jeg har haft her på det sidst, så må jeg have en hel del held til gode!
Min hjernerystelse spøger stadig, og var egentlig blevet bedre, men er desværre blusset op igen. Det er skide irriterende, og jeg har bare slet ikke brug for det! Jeg har et arbejde jeg gerne vil passe, men som sejler lige nu. D. 1. april omkring kl. 2 om natten blev jeg også pludselig syg i begge ender for fuld styrke....det var en riiiiiiigtig dårlig aprilsnar jeg fik lavet med mig selv der. Så var jeg syg et par dage, hvor jeg måtte blive hjemme, og kunne ikke holde andet end cola i mig i tre dage. Så fantastisk! samme uge om torsdagen springer koblingskablet så pludselig i min mors bil, som jeg har lånt, da jeg er på vej igennem Tinglev. Havde lige præcis fart nok på til at jeg kunne komme ind på Statoil og parkere. Så ringer jeg til René, for at få ham til at hente mig (han havde ferie og var sjovt nok ikke helt tilfreds med mig), og derefter til Falck for at få dem til at hente bilen. Der havde min mor så ikke abonnement til længere, og da jeg har lagt på og kigger op, så står jeg sørme lige foran et autoværksted. Så behøvede jeg ikke forstyrre nogen for at hente bilen, for den var jo allerede 'fremme'. Jeg fik så bilen næste dag, hvilket kostede mig en tudse...av av. På den anden side, så kunne det lige så godt have været selve koblingen der var gået...det havde jeg slet ikke kunne betale!
Oveni det, så er jeg begyndt at stress-svede for hårdt! Det er pisse irriterende, for at sige det mildt. I torsdags var jeg ved at smadre hele kontoret, fordi alle ledninger var blevet stripset sammen, så jeg ikke kunne få frigjort elforsyningen til computeren, fordi jeg skulle have en ny. Og da jeg så har fået hente den nye computer op, så vil skærmene ikke virke...AAAAAAARGH!!! Jeg hader virkelig teknik! Så mig have fat i Helpdesk, som først kunne hjælpe i løbet af formiddagen....flot! Så står man der og er total inaktiv!
Det viste sig, at det ikke var mig der var helt dum - rent faktisk -, men problemet blev løst og mit blodtryk kom ned i normalt niveau igen.

Okay, det har ikke kun været ulykker. Jeg har oplevet en kæmpe opbakning fra familie og venner, og det er jeg evigt taknemmelig for! Hvor er det bare fantastisk at opleve, og jeg bliver helt rørt bare ved at tænke på det. Der er næsten ikke grænser for den hjælp jeg er blevet tilbudt. Både til at få ordnet ting i og på huset, til at kunne komme lidt væk og ja...alt muligt! Jeg kan slet ikke sætte ord på, hvor stort det rent faktisk er og hvor meget det betyder for mig.
Men det beviser bare, hvad jeg udmærket godt vidste i forvejen, at jeg har nogle helt fantastiske mennesker omkring mig! Både privat og på arbejde.

Ja, og så skal man jo ikke glemme min lille babyfyr!
Han er en rigtig lille charmerende laban, og jeg kan ikke lade være med at grine af ham. Han er simpelthen så sjov!
Det synes han vist også selv, for han skriger himmelhøjt af grin det meste af tiden. Selvom det godt nok er på bekostning af Seamróg af og til. Den hund er simpelthen så evigt tålmodig, så det er lige før jeg bliver helt bekymret nogle gange. Sørger selvfølgelig for at få stoppet legen i god tid, men jeg kan nu ikke lade være med at grine lidt, når Seamróg kommer løbende med Liam på slæb i halen. Stakkels kræ...men han er da blevet sit gode gamle tigerdyrs-jeg igen, og det er rigtig dejligt!
Jeg elsker simpelthen min guldklump så meget, og jeg er ligefrem begyndt at synes at det er rart at være mor. Ja, nogle gange ligefrem dejligt! Det er fantastisk, når den følelse kommer rullende ind over en. Især, hvis man ligesom mig, ikke rigtig har kunne finde den følelse...eller genkende den.
Okay, baby er knapt så populær, når han finder hunds vandskål og leger badeland...eller pisser på gulvet fordi han kan, når han skal i bad og jeg derfor har taget bleen af ham. Til gengæld, så er han begyndt med at kunne lade mig sove lidt længere om morgenen! Det er helt fantastisk! At han så også gør det i hverdagene...knapt så heldigt. Okay okay...jeg er en skovl til at vågne i disse dage, og overhører fuldstændig alarmen på telefonen, men Liam PLEJER at være pålidelig som vækkeur...

Liam i hundeskoven

Og så har han krudt i r*ven! Han var med i hundeskov forrige weekend, og selvom der var vogn med til ham, så endte han med at gå størstedelen af turen selv. Sidde i vognen ville han ikke! Men han var godt nok også træt bagefter. Hans dagplejemor siger også, at han er en af dem som der er mest gang i af ungerne.
Han ELSKER at være derude!

Bøøøøøh!!!

Og det nye hit er at lege 'gemme' bag bruseforhænget.
Det kan han få rigtig lang tid til at gå med.

Til gengæld har jeg desværre måtte indse, at uanset hvordan jeg så end vender og drejer tallene, så er jeg nødt til at sælge min elskede kødscooter! Det gør, helt ærligt, meget ondt, for jeg har kæmpet som en sindssyg for den hest i de godt og vel 9 år jeg har haft ham. Desværre er det et nødvendigt onde, hvis Liam og jeg skal kunne overleve. Jeg håber bare, at Guffe kan få et godt hjem, hvor han vil blive brugt mere end han gør hos mig. Og forhåbentlig kan han få et hjem, hvor folk er i stand til at forstå ham.

Liam ville lige hilse på Guffe

Guffe er en god dreng...

Ak ja. Suk lille hjerte, men brist ikke.
Det heler nok igen på et tidspunkt, og indtil da må man bare holde blikket på lyset for enden af tunnelen.

Foreløbigt glæder jeg mig rigtig meget til i morgen. Der skal min lille niece nemlig døbes, og min storebror skal selv holde hende over dåben! Dét glæder jeg mig rigtig meget til at se! Og så er det tilmed en børne- og familiegudtjeneste, hvilket er ideelt med en krudtugle som Liam, så han har frihed til at hoppe lidt rundt på gangen.
Det skal nok blive en god dag.

Fokus på det positive er vist kodeordet!

Når én ulykke sjældent kommer alene...

Først og fremmest vil jeg gerne undskylde min larmende stilhed de sidste par måneder.

Der har været sket så meget, og som overskriften indikerer så kommer én ulykke sjældent alene.
I mit tilfælde har det så bare valgt at hagle ned over mig i stedet, fordi det er jo tusinde gange sjovere!...eller noget.

Først er jeg så skide dum - sådan virkelig dum med dum på - og stryge af Guffe med hovedet først ind i barrieren (tilsyneladende). Jeg kan bare huske, at jeg kunne mærke det var en afsidder og så sidder jeg pludselig i ridehusbunden og kigger først på hesten og derefter på min hjelm, med galopperende hovedpine.
Hvad jeg først fandt ud af bagefter, var at hjelmen rent faktisk var flækket både indvendig og udvendig.
Måtte da også en tur på skadestuen, og fik en observationsindlæggelse, hvor de mente at jeg var på benene efter nogle dage. Det var jeg så bare ikke, og måtte derfor en tur på skadestuen igen med samme resultat, selvom min læge havde bedt om en CT-scanning.
Liam og jeg bliver sendt til Fyn i en uges tid, for at René kan få fred.

Der gik en uge mere, og så fik jeg scanningen. Det er hermed bekræftet, at der ER en hjerne og den VIRKER! Så er det jo bare med at udnytte potentialet i det. Der var i hvert fald ikke noget at se. Super!

Så går det hverken værre eller bedre end at jeg bliver pishamrende syg, og kaster mavesyre op i halvandet døgn, inden jeg får ringet til vagtlægen en lørdag og kommer der op. Jeg bliver så indlagt - IGEN! - og får lagt drop og alt muligt. Havde det virkelig heller ikke godt. Min temperatur lå over 40.
Liam bliver fragtet til fyn, hvor han også bliver syg og må et par gange ind på OUH. Det var godt han var ovre ved farmor og farfar! René bliver også syg, og har fået kold lungebetændelse igen.

Da jeg så bliver udskrevet efter et par dage, kommer det næste. Jeg har ikke været hjemme i to dage, førend René vælger at flytte. Så var det blevet for meget for ham, og så må man jo tage det med. Det var sidste tirsdag. 6½ år - slut prut!

Så kære venner! Jeg kan nu også kalde mig singlemor oveni alt det andet. Jeg er stadig syg og har stadig hjernerystelse, hvilket jeg nok har et stykke tid endnu, og står nu alene med babyfyren, men han er nu ikke den værste at stå alene med.
René og jeg er nu altså også på talefod, så det er ikke helt skidt, og det vedbliver vi forhåbentlig også med at være. Liam er den store taber i det her, men jeg vil arbejde ihærdigt for at han bliver VINDEREN i stedet! Han skal i hvert fald ikke opleve det samme som mig, og det er både René og jeg 100% enige om.
Tilbage er der nu bare en masse kaos omkring økonomi, bil og hus, men vi bestræber os på at løse det i al mindelighed. Det er en hård omgang, som jeg godt kunne have været foruden, men jeg skal nok overleve ligesom alle de andre alenemødre rundt om i landet.
Og i stedet for at sætte mig ned og se det negative i alting og hvor uretfærdig verden er osv., så vælger jeg i stedet at se på alt det positive. Det er forår, det blomstrer, fuglene kvidre, det er dejligt vejr, mine to små pelsklumper er glade for at være i hinandens selskab igen og jeg har sådan en fin babyfyr!!
Ja, det er kun nogle få af de positive vibrationer jeg giver mig selv hver dag. Det skal nok gå alt sammen.
Jeg er bare røvforvirret, nervøs, bange og spiller på heeeeeele følelsesregistreret i disse dage.

Så fremover bliver bloggens indhold også omkring det at være alenemor, og når først jeg er kommet ind i en rytme, så er det vel egentlig ikke så slemt. Slet ikke når jeg bor i det landområde, hvor størstedelen af mine venner også bor lige i nærheden. Jeg er jo i virkeligheden dybt priviligeret! Det skal jeg bare lige huske...

Lige nu glæder jeg mig bare til at komme tilbage på arbejde, og til at komme op til mine dejlige kollegaer. Håber jeg kan begynde så småt på mandag.
(Og for en god ordens skyld - det har taget mig nogle dage at skrive dette indlæg. Små bidder, så går det hele.)

Om liv og død og det midt i mellem

Først og fremmest glædelig bagjul og godt nytår! Håber du er kommet igennem det med alle lemmer i behold.

Det er har nok været den mærkeligste december måned nogensinde for mig, og ikke ligefrem den allerbedste af slagsen. Jeg har ikke rigtig haft overskud til at få skrevet indlæg, da jeg har brugt al min energi på at opretholde husfreden...uden held.

Liam startede jo i dagpleje, og undgik jo selvfølgelig ikke at blive syg. Derudover lagde René sig med kold lungebetændelse, og jeg fik også 'æren' af at ligge på langs et par gange.

Al den tid jeg troede jeg havde til at lave Equine Touch og hygge mig osv., ja den forduftede i løbet af nul komma fem. Ydermere var det blevet aftalt med dem oppe nordpå, at det kun var børnene der skulle have julegaver! Dette bevirkede at min hjerne tænkte 'Fint! Så skal jeg da ikke bøve med at købe julegaver!', for derefter lykkeligt at glemme at der rent faktisk var nogle gaver der skulle købes. Det finder jeg først ud af fredag d.20. december, og der var det lidt for sent at nå det hele med det program vi havde lagt.

Men jeg nåede da de vigtigste, og så vil jeg i øvrigt - lykkeligt - skåne dig for beretningen om juleaften, for det endte ikke ret lykkeligt.

Familie, herregod mad, træ, sang, gaver, kørte hjem - the end!

Liam er i øvrigt begyndt at gå, og har gjort det i lidt tid nu. Det er fuld fart fremad, og han er fuld af spillopper! Han har fundet ud af at kravle op på spisebordet via sin højstol, og han kan gå på trapper!

Heldigvis har vi ikke nogen trapper herhjemme, men når der er trapper i nærheden, så skal der godt nok holdes et vågent øje med knægten, for det går dælme stærkt! Hans motorik fejler sguette noget!

Mellem jul og nytår blev jeg sendt til fyn, så René kunne få noget fred og forhåbentlig falde lidt til ro igen.

Det var vist hårdt tiltrængt for alle parter, og farmor og farfar fik nydt lidt godt af lillemanden.

Nytårsaften var vi bare os tre. Det var egentlig rigtig hyggeligt! Liam blev lagt i seng til normal tid, og så var der dømt voksentid. Rigtig rart, og en masse dejlig ulækker hjemmelavet junkfood - MUUUUMS!!!

Jeg faldt i søvn i skødet på René, som vækkede mig 5 min. i 00, og derefter fik vi dessert og gik i seng.

Liam, som vi havde regnet med ville vågne når de begyndte at fyre af, sov lige så stille igennem det hele.

Seamróg sov, som han plejer, og Nala piskede lidt rundt for til sidst at lægge sig ved siden af Seamróg og sove, så det kunne jo ikke være bedre.

Det nye år startede ikke specielt elegant. Pissesur mand, ulykkelig unge og gal mig. Nå, men det blev da bedre op af dagen. 

D. 2. skulle jeg starte på arbejde igen. Jeg må indrømme, at det faktisk var rigtig rart at starte igen! Og så har jeg fået nye arbejdsopgaver på prøvebasis! Men er godt nok mørbanket i mit hoved. Kan godt mærke at jeg har været væk i næsten 1½ år, men kan da stadig huske mange af systemerne og koder osv., og resten kommer rimelig hurtigt tilbage. Men det er dejligt at være tilbage blandt mine kollegaer.

Desuden har jeg fået betalt depositummet til 2. modul af min uddannelse, og jeg har netop fået mine visitkort ind af døren. Yes! Det spiller bare.

I dag er en meget speciel dag, på mere end en måde. Min ene storebror skal sige farvel til sin mest trofaste ven gennem 10 år, og samtidig er min anden storebror ved at byde sin lille pige velkommen til verden.

Jeg kan ikke rigtig finde ud af, om jeg skal være ked af det eller glad, så jeg veksler lidt.

Jeg glæder mig som et lille barn på...nå ja, et lille barn. Det er så STORT! Kæresten blev sat i gang for godt og vel et døgn siden, og nu er jeg ved at få banjofingre. Nøj, jeg er spændt! Adrenalinet pumper rundt. Så er spørgsmålet om det bliver i dag eller i morgen vi skal nordpå. Jeg skal i hvert fald op og se baby! Og mor også.

Samtidig vil jeg savne Mille-pigen, for hun har været en af de sødeste og bedste hunde jeg har kendt, og så har hun bare gjort en verden til forskel for min bror! Jeg er stolt af, at han har taget beslutningen inden hun fik det endnu værre, men samtidig synes jeg også det er for tidligt. Sidder og tænker på den nat, hvor jeg sad og vågede over hende, efter hun var blevet kørt ned, mens min bror var på arbejde, samt alle de gange hun pissede af bare glæde når hun så mig. Jeg tænker på, hvordan man kunne se i øjnene på hende, at hun bare forgudede sin far og når han var der, eksisterede vi andre ganske simpelt ikke. Hun var og er en ener!

De sidste ord i denne omgang bliver til Mille:

Søde, dejlige, elskede Mille,

Jeg vil savne dig rigtig meget, Mille-vovhund, men jeg håber at du får en god tur over regnbuebroen. Jeg er stensikker på, at mormor står på den anden side og venter med en skålfuld lækkerier!

Tak for alt hvad du har gjort for din far - det er mere værd end du nogensinde kan drømme om!

Vi ses igen en dag!