Måneden der på

Livet som single mor er nu egentlig okay. Jeg har været alene i lidt over en måned nu, og er ved at få en daglig rutine med lillemanden. Det går fint nok det meste af tiden, men jeg tager godt nok nogle dyk engang i mellem, hvor jeg føler mig lille, ynkelig, uduelig og ikke noget værd. Det er specielt, når jeg er alene i løbet af dagen og når Liam er blevet puttet. Når Liam er ved mig, så glemmer jeg alt og koncentrerer mig om ham.
Han kan jo godt mærke når jeg er ked af det og trøster mig, men han er for lille til at skulle gøre det i min verden, så derfor gør jeg alt hvad jeg kan for ikke at vise det åbenlyst - ligesom da min fødselsdepression var værst. Meeen...jeg har haft én gang, hvor jeg knækkede fuldstændigt under aftensmaden.
Så lagde han sin lille hånd på min arm, og sad og aede mig og da jeg kiggede op fik jeg et KÆMPE smil.
Hold k*ft jeg fik dårlig samvittighed der! Det skal han bare ikke opleve! Men lige den dag væltede hele læsset for mig.

Ulykkerne hagler stadig ned over mig, og det er til at blive sindssyg af! Men jeg har gjort op med mig selv, at med alt det uheld jeg har haft her på det sidst, så må jeg have en hel del held til gode!
Min hjernerystelse spøger stadig, og var egentlig blevet bedre, men er desværre blusset op igen. Det er skide irriterende, og jeg har bare slet ikke brug for det! Jeg har et arbejde jeg gerne vil passe, men som sejler lige nu. D. 1. april omkring kl. 2 om natten blev jeg også pludselig syg i begge ender for fuld styrke....det var en riiiiiiigtig dårlig aprilsnar jeg fik lavet med mig selv der. Så var jeg syg et par dage, hvor jeg måtte blive hjemme, og kunne ikke holde andet end cola i mig i tre dage. Så fantastisk! samme uge om torsdagen springer koblingskablet så pludselig i min mors bil, som jeg har lånt, da jeg er på vej igennem Tinglev. Havde lige præcis fart nok på til at jeg kunne komme ind på Statoil og parkere. Så ringer jeg til René, for at få ham til at hente mig (han havde ferie og var sjovt nok ikke helt tilfreds med mig), og derefter til Falck for at få dem til at hente bilen. Der havde min mor så ikke abonnement til længere, og da jeg har lagt på og kigger op, så står jeg sørme lige foran et autoværksted. Så behøvede jeg ikke forstyrre nogen for at hente bilen, for den var jo allerede 'fremme'. Jeg fik så bilen næste dag, hvilket kostede mig en tudse...av av. På den anden side, så kunne det lige så godt have været selve koblingen der var gået...det havde jeg slet ikke kunne betale!
Oveni det, så er jeg begyndt at stress-svede for hårdt! Det er pisse irriterende, for at sige det mildt. I torsdags var jeg ved at smadre hele kontoret, fordi alle ledninger var blevet stripset sammen, så jeg ikke kunne få frigjort elforsyningen til computeren, fordi jeg skulle have en ny. Og da jeg så har fået hente den nye computer op, så vil skærmene ikke virke...AAAAAAARGH!!! Jeg hader virkelig teknik! Så mig have fat i Helpdesk, som først kunne hjælpe i løbet af formiddagen....flot! Så står man der og er total inaktiv!
Det viste sig, at det ikke var mig der var helt dum - rent faktisk -, men problemet blev løst og mit blodtryk kom ned i normalt niveau igen.

Okay, det har ikke kun været ulykker. Jeg har oplevet en kæmpe opbakning fra familie og venner, og det er jeg evigt taknemmelig for! Hvor er det bare fantastisk at opleve, og jeg bliver helt rørt bare ved at tænke på det. Der er næsten ikke grænser for den hjælp jeg er blevet tilbudt. Både til at få ordnet ting i og på huset, til at kunne komme lidt væk og ja...alt muligt! Jeg kan slet ikke sætte ord på, hvor stort det rent faktisk er og hvor meget det betyder for mig.
Men det beviser bare, hvad jeg udmærket godt vidste i forvejen, at jeg har nogle helt fantastiske mennesker omkring mig! Både privat og på arbejde.

Ja, og så skal man jo ikke glemme min lille babyfyr!
Han er en rigtig lille charmerende laban, og jeg kan ikke lade være med at grine af ham. Han er simpelthen så sjov!
Det synes han vist også selv, for han skriger himmelhøjt af grin det meste af tiden. Selvom det godt nok er på bekostning af Seamróg af og til. Den hund er simpelthen så evigt tålmodig, så det er lige før jeg bliver helt bekymret nogle gange. Sørger selvfølgelig for at få stoppet legen i god tid, men jeg kan nu ikke lade være med at grine lidt, når Seamróg kommer løbende med Liam på slæb i halen. Stakkels kræ...men han er da blevet sit gode gamle tigerdyrs-jeg igen, og det er rigtig dejligt!
Jeg elsker simpelthen min guldklump så meget, og jeg er ligefrem begyndt at synes at det er rart at være mor. Ja, nogle gange ligefrem dejligt! Det er fantastisk, når den følelse kommer rullende ind over en. Især, hvis man ligesom mig, ikke rigtig har kunne finde den følelse...eller genkende den.
Okay, baby er knapt så populær, når han finder hunds vandskål og leger badeland...eller pisser på gulvet fordi han kan, når han skal i bad og jeg derfor har taget bleen af ham. Til gengæld, så er han begyndt med at kunne lade mig sove lidt længere om morgenen! Det er helt fantastisk! At han så også gør det i hverdagene...knapt så heldigt. Okay okay...jeg er en skovl til at vågne i disse dage, og overhører fuldstændig alarmen på telefonen, men Liam PLEJER at være pålidelig som vækkeur...

Liam i hundeskoven

Og så har han krudt i r*ven! Han var med i hundeskov forrige weekend, og selvom der var vogn med til ham, så endte han med at gå størstedelen af turen selv. Sidde i vognen ville han ikke! Men han var godt nok også træt bagefter. Hans dagplejemor siger også, at han er en af dem som der er mest gang i af ungerne.
Han ELSKER at være derude!

Bøøøøøh!!!

Og det nye hit er at lege 'gemme' bag bruseforhænget.
Det kan han få rigtig lang tid til at gå med.

Til gengæld har jeg desværre måtte indse, at uanset hvordan jeg så end vender og drejer tallene, så er jeg nødt til at sælge min elskede kødscooter! Det gør, helt ærligt, meget ondt, for jeg har kæmpet som en sindssyg for den hest i de godt og vel 9 år jeg har haft ham. Desværre er det et nødvendigt onde, hvis Liam og jeg skal kunne overleve. Jeg håber bare, at Guffe kan få et godt hjem, hvor han vil blive brugt mere end han gør hos mig. Og forhåbentlig kan han få et hjem, hvor folk er i stand til at forstå ham.

Liam ville lige hilse på Guffe

Guffe er en god dreng...

Ak ja. Suk lille hjerte, men brist ikke.
Det heler nok igen på et tidspunkt, og indtil da må man bare holde blikket på lyset for enden af tunnelen.

Foreløbigt glæder jeg mig rigtig meget til i morgen. Der skal min lille niece nemlig døbes, og min storebror skal selv holde hende over dåben! Dét glæder jeg mig rigtig meget til at se! Og så er det tilmed en børne- og familiegudtjeneste, hvilket er ideelt med en krudtugle som Liam, så han har frihed til at hoppe lidt rundt på gangen.
Det skal nok blive en god dag.

Fokus på det positive er vist kodeordet!